På kun 25 dage faldt der i den østgrønlandske by Tasiilaq mere end 1/3 af, hvad Danmark får af regn på et helt år. Årsagen til den store mængde regn skal findes i den østgrønlandske topografi og en oktober måned med mange lavtryk og fronter.
Oktober måned har været særdeles våd i Østgrønlands største by Tasiilaq.
”På kun 25 dage blev der registreret 264 mm nedbør. Til sammenligning falder der normalt 83 mm nedbør i Tasiilaq i hele oktober,” siger seniorklimatolog John Cappelen.
At der er tale om ganske store nedbørmængder illustreres yderligere ved at sammenligne nedbøren i Tasiilaq med Danmarks årlige nedbør. På et år falder der nemlig 712 mm nedbør i Danmark. Altså er der faldet mere end 1/3 af Danmarks årlige samlede nedbør på lige knap en måned.
Sen frost
”Nedbøren er overvejende faldet som regn eller slud. Grunden til dette er, at vi nåede helt frem til den 26. oktober, før efterårets første frost blev registreret i Tasiilaq,” siger John Cappelen og fortsætter:
”Oktober 2016 var derfor tæt på at forløbe helt uden frost. Det er aldrig sket før i Tasiilaq, siden de regelmæssige målinger startede i 1895
