Køligt vejrskifte afløser varmebølge

Efter fem dage med landsdækkende varmebølge forsvinder varmen østpå og erstattes af køligere sommervejr. Men hvornår kan vi igen se frem til sommerlige 25 grader?

Det højtryk, der den seneste tid har leveret det flotte sommervejr til os, ligger mandag eftermiddag den 25. juli over Østersøen nær Gotland. Det fjerner sig mod øst, mens en jetstrøm fra Atlanterhavet og over de Britiske øer kommer på banen og sender koldere luft, fronter og lavtryk frem mod til Danmark. Og det kommer vi til at kunne mærke.

Jetstrømme kan man sammenligne lidt med et bølgende badeforhæng, der adskiller det varme, våde og fugtige bruserum fra det køligere, tørrere badeværelse. Således markerer jetstrømmen adskillelse mellem forskellige luftmasser.

Luftmassetemperaturen falder med 6 til 8 grader, når Danmark bliver passeret af en koldfront, og vinden vender fra sydøst til sydvest og vest. Det betyder, at temperaturen kommer til at ligge mellem 18 og 23 grader, og nætterne bliver væsentlig køligere. Den kommende weekend – den sidste i juli - når vi kun lige 20 grader, hvor det bliver varmest.

Regn kommer der også - først i forbindelse med byger øst for fronten og senere i forbindelse med selve koldfronten. Og som om det ikke var nok, står vi over for en omgang regn eller byger igen onsdag og fredag.  

Men hvornår får vi igen sommerlige temperaturer, der når op over 25 grader, er der sikker mange, der gerne vil vide.

Det sker ikke lige den første uges tid, at vi når op på sommerlige varmegrader igen. Chancen opstår dog igen fra omkring den første weekend i august. Her er der nemlig tendens til opbygning af højtryk lige øst for Danmark, som igen kan levere sommervarme til Danmark. Det er dog stadig ret usikkert.

Af Frank Nielsen
25. juli 2016

Viden om vejr og klima

Se alle