Hold fast et regnvejr

Mange københavnere tog på arbejde i et uventet og ret voldsomt regn- og haglvejr. Vejret kom i den grad bag på københavnerne, som i stor stil har sendt billeder til DMI og har spurgt, hvad meningen er.

Den næsten eksplosive bygelinje udviklede sig lynhurtigt og var meget intensiv. Kiggede man på DMI's radar klokken 7:30, så var bygelinjen næsten ikke eksisterende. Klokken 8:10 var den i fuld gang.

Den kraftige nedbør kom også bag på DMI, hvor meteorologerne morgenen igennem havde fulgt med i udviklingen af lavtrykket over Nordsøen, som skaber hele balladen.

Rundt om lavtrykket ligger en masse byger. Det er blandt andet dem, som giver en del regn langs den jyske vestkyst. Det er ikke fordi, at der er så meget regn i de enkelte byger, men samlet kan de godt gå hen og blive til en del.

Lavtrykket sender vinden i syd, og det var denne søndenvind, der gav instabil luft over København. Den instabile luft giver os nedbøren over København midt i myldretidstrafikken. 

Redaktion Bjarne Siewertsen
4. september, 2015

Viden om vejr og klima

Se alle