Sentinel-1: Første billeder er i kassen

Sentinel-1-satellitten, der skal fremme forskeres arbejde samt sikre kortlægningen af havisen, er blevet skudt godt afsted. De allerførste billeder fra den kun én måned gamle satellit er i kassen.

Radardata fra Sentinel-1 kommer til at favne bredt inden for både forskningsmæssige og operationelle områder.

Satellitten, der kun har været i omdrejninger i en måned, kommer til at spille en markant rolle inden for overvågning af havisen i isfyldte farvande, men den anvendes også til klimaforskning samt afdækning af arealer til brug i katastrofesituationer.    

De spæde radardata blev præsenteret ved et arrangement i Bruxelles den 8. maj, hvor seniorforsker Leif Toudal Pedersen fra DMI’s Center for Ocean og Is præsenterede det første iskort fra Sentinel-1-satellitten.  

”Sentinel-1 kan ses som rygraden i fremtidens iskortlægning. De radardata, som Sentinel-1 leverer er af stor betydning for os, når vi kortlægger havisen, så skibe kan passere sikkert i isfyldte farvande,” siger Leif Toudal Pedersen og fortsætter:    

”Det er meget positivt, at vi allerede har fået sådan en god start her i satellittens første levetid. Det giver en god formodning om, hvad vi kan forvente, når data fra Sentinel-1 for alvor begynder at flyde fra omkring den 1. juli 2014.”  

Den 2,3 tons tunge Sentinel-1-satellit, der kredser om Jorden i 693 kilometers højde, blev skudt afsted den 3. april 2014 i Fransk Guyana.

Med de allerførste billeder i kassen har satellitten nu påbegyndt et forhåbentlig langt liv med målinger døgnet rundt til glæde for blandt andre forskere, beslutningstagere samt ikke mindst iskortlæggerne ved DMI, der bistår skibsfarten samt off-shore operationer.

Sentinel-1-satellitten efterfølges af flere satellitter, der tilsammen kommer til at udgøre en familie af satellitter udviklet af Den Europæiske Rumorganisation (ESA) under det EU-finansierede Copernicus-program.

9. maj 2014.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle