Sæsonen for tropiske orkaner på den nordlige halvkugle er i gang. I det østlige Stillehav var Hurricane Amanda første system på banen. Amanda nåede søndag op i kategori 4 og er dermed den stærkeste hurricane registreret i Stillehavet i maj måned nogensinde.
Mandag formiddag dansk tid snurrer Hurricane Amanda i den østlige Stillehav ud for Mexico. Hurricanes er navnet på tropiske orkaner omkring USA; dvs. i Atlanten og i det østlige Stillehav.
Amanda blev søndag en kategori 4-hurricane med vindhastigheder på 68 m/sek eller 245 km/t. 4 er næsthøjeste kategori på den internationale skala for tropiske orkaner.
Ifølge det amerikanske meteorologiske institut NOAA gør vindhastigheden på 68 m/sek Amanda til den stærkeste hurricane i Stillehavet nogensinde i maj måned. Amerikanerne har præcise data tilbage til 60'erne, hvor brugen af meteorologiske satellitter slog igennem.