Ny IPCC-rapport: Der er løsninger på klimaproblemet

Søndag formiddag blev den nyeste IPCC-rapport offentliggjort ved et pressemøde i Berlin. Rapporten er tredje del på vejen mod IPCC’s femte hovedrapport, der afsluttes i København i oktober.

En ny IPCC-rapport fra Arbejdsgruppe 3 beskæftiger sig med, hvordan vi kan modvirke klimaændringer.

IPCC’s arbejdsgruppe 1 fortalte os, at klimasystemets opvarmning er utvetydig, og menneskets indflydelse på klimasystemet er tydelig, mens arbejdsgruppe 2 advarede om at risici fra ekstreme hændelser som hedebølger, ekstremnedbør og oversvømmelser stiger med stigende temperaturer, samt at verden i fremtiden vil opleve faldende høstudbytte og knappere vandresurser.

Rapporten fra IPCC’s arbejdsgruppe 3 viser, at de globale udledninger fortsat stiger ufortrødent, og at dette især skyldes befolkningsvækst og økonomisk vækst.

FN’s klimapanel sender også det klare budskab, at jo længere vi venter med at handle, jo mere vanskeligt og dyrt bliver det at nå 2-gradersmålsætningen. Hvis der ikke iværksættes en yderligere reduktionsindsats, forventes den globale gennemsnitstemperatur at stige 3,7-4,8 grader frem til år 2100, med voldsomme følger for vores klode.

Men rapporten indeholder også løsningsmulighederne.

Vi kan modvirke klimaforandringerne og endog samtidig høste en række positive sidegevinster for den menneskelige sundhed, økosystemerne og biodiversiteten og øget ressource- og energisikkerhed.

Rapporten beskriver både tværsektorielle reduktionstiltag og tiltag for en række specifikke sektorer.

Energiforsyningssektoren bidrager mest til de globale drivhusgasudledninger, og er helt central i denne omstilling. Bl.a. kan udledningerne reduceres ved udbygning af vedvarende energi og omlægning til mindre CO2-forurenende fossile brændsler og højeffektive kraftværker. I transportsektoren er der ligeledes gode muligheder for at sænke energiforbruget kraftigt.

Energiforbruget i den industrielle sektor kan reduceres væsentligt ved at udbrede implementeringen af allerede tilgængelige teknologier. Genanvendelse og affaldshåndtering giver væsentlige muligheder for udledningsreduktioner og sænket efterspørgsel af fossile brændsler.

Hvis målsætningen om en økonomi med mindre brug af kul og olie skal opfyldes, skal der investeres anderledes fremover: Mindre i udvinding af fossile brændsler og traditionelle kraftværker og mere i vedvarende energi og energieffektivitet. Investering i opsamling og lagring af kulstof fra atmosfæren kan også være nyttig.

Rapporten bliver et vigtigt indspil til forhandlingerne om en ny global klimaaftale.

Læs sammendraget af rapporten for beslutningstagere (engelsk) her.

Læs mere om indholdet af rapporten i temaet om IPCC's femte hovedrapport.

13. april 2014.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle