Månedsprognosen: Kulden kommer i det nye år

Tirsdag har meteorolog Martin Lindberg skrevet en ny månedsprognose. Resten af 2014 er præget af vind og varme, men omkring nytår sker der noget. Og inde i januar kan det blive rigtig koldt.

Hver tirsdag skriver erhvervs- og energivagten i DMI's vejrtjeneste en ny månedsprognose. I dag tilfaldt æren meteorolog Martin Lindberg.

"Det meget milde og ustadige vejr fortsætter i hvert fald frem til jul", siger han.

Derefter kommer et skift til en lidt køligere vejrtype, hvor vinden kommer mere fra nordvest.

"Det medfører, at temperaturen falder til omkring det normale for årstiden, ned omkring 0 grader, og muligheden for snevejr stiger", fortæller meteorologen.

Dagfrost efter nytår

Omkring nytår får strømningen endnu et hak mod 'koldt', vurderer Martin Lindberg.

"Omkring årsskiftet og den første uge af 2015 ser ret kold luft ud at strømme ned over Danmark med en overvejende nordlig strømning. Nattefrost er sandsynlig og måske en del dage med let dagfrost".

Endnu længere fremme - i anden uge af det nye år - fuldender strømningen sin drejning med uret.

"Hen mod midten af januar stiger muligheden for en kold, østlig luftstrøm. Det giver os i så fald rigtigt vintervejr med sne og kulde. Detaljerne må dog vente til prognosen i næste uge eller først i det nye år, slutter Martin Lindberg.

16. december 2014.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle