Her kan vi få tropedøgn - opd.

Det varme sommervejr i Danmark kan lede tankerne hen på troperne. Om der meteorologisk set er tale om et decideret tropedøgn, finder vi først ud af, når døgnet er gået. Temperaturen skal nemlig ligge på mindst 20,1°C helt frem til midnat.  

Efter nyheden blev udgivet kunne der efterfølgende konstateres tropedøgn på tre af DMI’s vejrstationer: Aalborg, Aarhus og Anholt. Læs mere

Betingelserne for, at der - meteorologisk set - er tale om et tropedøgn, er når døgnets minimumtemperatur et eller andet sted i landet - altså også hen over natten - på intet tidspunkt kommer ned på eller under 20°C. Da dette næsten altid er mest kritisk hen over natten, kaldes det oftest for en tropenat.

”Vi kan derfor ikke konstatere tropedøgn, før hele døgnet at gået,” siger klimatolog Mikael Scharling, der dog gerne vil sætte navn på de steder i landet, hvor muligheden for tropedøgn reelt er til stede, nemlig vejrstationerne i henholdsvis Aalborg, Aarhus, Rønne og på Anholt.

"De fire stationer, der er vist på kortet (til højre), er de DMI-stationer, hvor temperaturen siden midnat og frem til kl. 12 dags dato (9. juli 2014) ikke har været under eller lig med 20°C," siger Mikael Scharling. Han forventer dog, at temperaturen for stationerne vil falde til omkring 20°C frem mod midnat, og måske ikke opfylde definitionen på tropedøgn.

Tropedøgn eller ej - så er det med at nyde det varme sommervejr. Prognoserne lover nemlig faldende temperaturer hen sidst på ugen.

9. juli 2014 - opdateret den 10. juli 2014

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle