En uge så våd som 6

Uge 19, som vi netop er gået i gang med, bliver en våd fornøjelse - i al fald ifølge vejrmodellerne. De forudser lige så meget nedbør, som samlet er faldet de seneste 6 uger.

41 millimeter fra i dag mandag og frem til søndag den 11. Det er vejrmodellernes bud på Danmarks samlede nedbør.

Går vi bagud i tiden efter vand, så skal vi faktisk se på perioden helt fra 25. marts og frem til i går, for at finde en tilsvarende samlet nedbør. Det er godt og vel 6 uger.

Koldt vand i blodet

Ifølge mandagens vagtchef, Klaus Larsen, skal vi dog slå koldt vand i blodet. Det er ikke sikkert, at det går helt så galt - eller godt - alt efter, hvordan man har det med regn.

"Vi får masser af nedbør. Ingen tvivl om det. Men 41 millimeter på landsplan er meget. Når jeg ser på de enkelte dage, så ligger meget af regnen sidst på ugen. Det betyder, at mængderne er rimelig usikre. Mit personlige bud er under 41 mm. Omkring 30 måske?, siger vagtchefen.

Vandballoner mod en væg

Årsagen til de mange våde dage er dels et højtryk mod øst - dels hyppige lavtryk fra vest.

"Lavtrykkene drøner fra Atlanten mod Danmark i vestenvindsbæltet. Når de kommer frem til os, rammer de højtryksmuren og taber en masse regn; lidt som vandballoner, der bliver kastet mod en væg".

Klaus Larsen kan dog ane bedring længere fremme i prognosen. Midt i uge 20 ser det nemlig ud til, at et højtryk lægger sig beskyttende over Danmark. I givet fald skifter vi igen til en mere solrig og nedbørfattig vejrtype.

5. maj 2014.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle