El Niño varmer op i Stillehavet

Prognoserne peger i samme retning. En ny El Niño er under udvikling fra midt på året, og det får global indflydelse på 2014’s temperatur. Sidst det tropiske Stillehav var under indflydelse af en El Niño var i 2012. 2013 var et neutralt år, om end med lidt lavere Stillehavstemperaturer end normalt.

Både prognoserne fra det fælleseuropæiske meteorologiske regnecenter ECMWF og fra andre meteorologiske centre, som bliver samlet ved International Research Institute for Climate and Society, peger på, at de neutrale forhold, som har hersket siden starten af 2013, kan være på vej væk.

Stigende temperaturer

"Siden starten af 2013 har det tropiske Stillehav været lidt koldere end normalt, men er nu nær det normale igen,” siger klimaforsker Wilhelm May og forklarer:

”Ifølge de nyeste prognoser bliver temperaturerne ved med at stige, og en svag til moderat El Niño udvikler sig i løbet af foråret og sommeren. Men vi kan stadigvæk ikke sige med sikkerhed, om opvarmningen kommer til at overstige 0,5°C i det næste halve år, som er grænsen for at konstatere en El Niño.”

45% sandsynlighed for en El Niño

De meteorologiske centre har kigget prognoserne for 2014 igennem og konkluderer, at der for sommeren er 45% sandsynlighed for en El Niño og 47% sandsynlighed for neutrale forhold.

Enkelte prognoser viser temperaturafvigelser på over 1°C, og i gennemsnit ligger afvigelserne på 0,4°C til 0,6°C i det næste halve år. 

"Ved det fælleseuropæiske meteorologiske regnecenter ECMWF kører meteorologerne mange parallelle prognoser med lidt forskellige startbetingelser for at se, om resultaterne er robuste. Er spredningen i resultaterne lille, så er prognosen sikker. Er spredningen stor, så er prognosen usikker," forklarer Wilhelm May og understreger: 

"I dette tilfælde afspejler den store spredning om sommeren en større usikkerhed for en moderat El Niño på dette tidspunkt af året."

Påvirker den globale gennemsnitstemperatur

Bliver El Niño’en en realitet, kommer den til at påvirke den globale gennemsnitstemperatur.

”Den kraftige El Niño tilbage i 1998 har f.eks. bidraget til den globale gennemsnitstemperatur med flere tiendedele af en grad,” siger Wilhelm May.

Dog forventer han ikke, at den nye El Niño kommer til at bidrage til den globale gennemsnitstemperatur i lige så høj grad. Den nye El Niño ser nemlig ud til at blive mindre kraftig end den i 1998 og udvikler sig først i løbet af foråret 2014.

Tager man den globale gennemsnitstemperatur i betragtning, er det dog alligevel muligt, at selv en mindre kraftig El Niño kan gøre 2014 til et meget varmt år.

”I kombination med den generelt ret høje globale gennemsnitstemperatur over de sidste 10 år kan selv en mindre kraftig El Niño gøre 2014 til et meget varmt år. Om 2014 også bliver det varmeste år i målingernes historie er mindre sikkert,” siger Wilhelm May.      

Store dele af kloden påvirkes

El Niño (og modsætningen La Niña) er et såkaldt koblet ocean-atmosfære fænomen i det tropiske Stillehavsområde, der hvert fjerde til femte år typisk udløser en række vejr- og klimamæssige forandringer over store dele af kloden.

Her kan nævnes kraftig nedbør i de sydamerikanske kystområder, mindre nedbør i Filippinerne, det nordlige Australien og Indonesien samt mindre kraftig sommermonsun i Indien og varmere og mindre regnfuldt vejr i Caribien. 

12. februar 2014. 

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle