Året 2014 er godt på vej til at blive et af de varmeste år, vi har målt. Globaltemperaturene for årets syv første måneder er i hus, og hos ét af de tre globale datacentre ligger 2014 foreløbigt som det varmeste år.
"Tallene er dog foreløbige, og vi mangler blandt andet endnu fem måneders data for året, så vi kan ikke sige noget definitivt," siger klimaforsker Martin Stendel ved DMI's Danmarks Klimacenter.
Det er det amerikanske National Climatic Data Center (NCDC), der har året på en foreløbig førsteplads, mens de to andre centre, Climate Research Unit/Hadley Centre i Storbritannien (CRU) og NASA/Goddard Institute for Space Physics (GISS), placerer året som det foreløbigt tredjevarmeste.
"Men de enkelte placeringer er egentlig ikke så vigtige," påpeger Martin Stendel. "Forskellene mellem resultaterne fra de enkelte centre er meget lille, og centrene er enige om, at afvigelsen i forhold til den gældende klimanormal fra 1961 til 1990 er ca. 0,54°C."
Nedenstående figur viser temperaturafvigelserne i forhold til klimanormalperioden 1961-1990 for alle tre datacentre. Figuren viser netop, at forskellene mellem de tre datacentre er betydelig mindre end den observerede temperaturstigning.
