Vintervejret forvist fra vinterprognosen

Vinteren er en årstid, der byder på store forskelle. Denne gang virker den dog en smule ensporet ifølge seneste sæsonprognose.

Tirsdag eftermiddag dukkede en ny sæsonprognose op på dmi.dk. Denne gang dækker den perioden fra januar til marts 2014.

"De seneste langtidskørsler ser nu lidt anderledes ud end for en måned siden", fortæller meteorolog Martin Lindberg.
"Det er nu ret sandsynligt, at den overvejende milde vejrtype består i januar og måske også i februar".

Det er lidt andre toner fra erhvervs- og energimeteorologen end i oktober og november, hvor der begge gange lå en 'kold klat' i modelkørslen i anden halvdel af vinteren.

"Den periode er imidlertid nu svundet ind, så den ikke er til at genfinde i modellerne som andet end en ganske svag tendens", siger Martin Lindberg.
"Både januar og februar ser nu ud at blive milde måneder med omkring den normale, eller i januar lidt over den normale, nedbør", påpeger han.

Martin Lindberg vil dog ikke helt udelukke et vinterligt indslag med kulde og sne, blot fordi det ikke umiddelbart ligger i prognoserne.

"I løbet af vinteren og ind i det tidlige forår i marts stiger sandsynligheden alt andet lige for i al fald en kortere periode med vintervejr, det ved vi", siger han.

Men tager vi prognoserne for pålydende, så peger de altså i retning af en ret mild og noget vådere vinter end normalt.

Danmark har prøvet lidt af hvert, hvad angår vintervejr, de senere år. Men vinteren er også uden sammenligning årstiden, hvor forskellen mellem den koldeste og den varmeste udgave er størst; nemlig hele 8,2°C. (minus 3,5°C i vintrene 1939/40 og 62/63 vs. 4,7°C i vinteren 2006/07). Det samme tal for foråret er 6,1°C, for sommeren 4,3°C og for efteråret 5,5°C.

Læs mere i sæsonprognosen.

11. december 2013.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle