Tyndt ozonlag - pas på solen

Ozonlaget over Danmark er lige nu 25% tyndere, end det plejer at være på denne tid af året.

"Pas på hullerne i skydækket onsdag og torsdag," advarer UV-forsker.
"Ozonlaget over Danmark er tyndt i disse dage, og solen bider i den vinterblege hud".

Det højtryk syd for Danmark, som i dag onsdag er med til at give den sydlige del af landet forholdsvist fint forårsvejr, trækker ozonfattig luft op over os, og UV-indekset bliver højt.

"Ozonlaget over Danmark er lige nu 25% tyndere, end det plejer at være på denne tid af året," siger UV-forsker, Paul Eriksen fra DMI.
"Det - i kombination med vores vinterblege hud - giver risiko for solskoldning i løbet af bare 30 minutter, hvis man er ude i middagssolen."

Når ozonlaget er tyndt kommer mere af Solens skadelige ultraviolette (UV) stråling gennem atmosfæren og ned til os på jorden. Derfor er der ekstra grund til at passe på solen. UV-stråling kan skade hud og øjne og i sidste ende medføre hudkræft eller grå stær.

Paul Eriksen siger dog, at de høje UV-tal på omkring 5 hurtigt bliver bragt ned på de normale 4 inden weekenden, når højtrykket trækker østpå, og luftstrømmene ændrer sig.

"Vi skal normalt hen i midten eller slutningen af maj for at finde et UV-indeks helt oppe på 5. På det tidspunkt er vi normalt lidt mere vant til at være ude," siger Paul Eriksen og fortsætter:
"Rådet til de lock-outede skolebørn er altså: Lad være med at være for længe ude i middagssolen, og husk solcremen."

Ifølge tal fra cancer.dk er danskernes risiko for at få hudkræft, inden de fylder 75 omtrent tredoblet siden starten af 1970'erne.

24. april 2013.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle