Har du vandet blomsterne på altanen igen og igen, står overfladen i din havedam bekymrende lavt, eller nyder du turene i skoven uden det mindste mudder på skoene, så har du personligt erfaret, hvad DMI's målinger bekræfter: 2013 har været et temmelig nedbørfattigt år.
Både vinter, forår og sommer i 2013 har været mere nedbørfattige end normalt. Dermed står vi nu - ved indgangen til de traditionelt vådeste måneder - med et betragteligt vandunderskud på kontoen.
"Hidtil i år har vi fået 408 millimeter nedbør. Det er langt under klimanormalen fra perioden 1961-90, hvor der faldt 491 millimeter fra januar til september. Og springet op til nedbøren i den såkaldte vejrdekade fra 2001-10 er endnu større. Her fik vi nemlig gennemsnitligt 547 millimeter", siger klimatolog Mikael Scharling til dmi.dk.
