Stormlavtryk rammer torsdag eftermiddag og aften

"Muligheden for en landsdækkende storm er bestemt til stede," siger vagtchef Mogens Rønnebek om det stormlavtryk, der torsdag bevæger sig mod øst over det sydlige Skandinavien.

Torsdag eftermiddag passerer centrum af lavtrykket det sydlige Norge, Skagerrak og det sydlige Sverige. Holder prognoserne, så kommer vinden helt op på 30 m/s i Nordvestjylland i middelvind - svarende til stærk storm - og sandsynligvis orkan i vindstødene.

"Så slemt bliver det ikke i hele landet. Lavtrykket ligger noget nordligere end det, vi oplevede i slutningen af oktober, og det betyder, at en større dele af landet bliver ramt. Til gengæld bliver vindene nok ikke helt så kraftige som de værste under oktoberstormen," siger vagtchefen.

Mogens Rønnebek skynder sig dog at tilføje, at der jo endnu her mandag middag er forholdsvis lang tid til, vi når frem til torsdag aften.

"Meget kan ske - så vi følger prognoserne tæt og vurderer hele tiden, om vi skal skærpe tonen i forhold til beredskabet. Når vi kommer tættere på, så kan vi bedre vurdere lavtrykkets endelige bane, og så kan vi vurdere, om det bliver nødvendigt at varsle."

Forhøjet vandstand

Når lavtrykket nærmer sig Danmark, så skubber vinden Vesterhavsvandet foran sig med forhøjet vandstand ved det sydlige Vesterhav til følge torsdag aften.

"Hvis prognoserne holder…," formaner vagtchefen

Og når lavtrykket så bevæger sig over det sydlige Skandinavien, så trækker det også vand ind i de indre danske farvande, hvor det sandsynligvis også forårsager forhøjet vandstand.

"Her vil det primært være nordvendte fjorde,” siger oceanograf Jacob Woge Nielsen. ”Natten til fredag vil fjorde som Isefjorden, Roskilde Fjord og måske også Odense Fjord opleve forhøjet vandstand. Det er dog endnu for tidligt at sige, hvor meget det vil dreje sig om."

Vi følger sagen her på dmi.dk. Nyheden opdateres.

2. december 2013, opdateret kl. 21.30 med ny grafik. Opdateret 4. december kl. 9:45 med justeringer i teksten og ny grafik

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle