Regnen fortsætter i Centraleuropa

Centraleuropa kæmper stadig en brav kamp mod vandmasserne. Flere meldes omkommet, og mange tusinder er fortsat evakueret.  

”Regnen fortsætter de næste dage i Sydøsteuropa, men det værste regnvejr er stilnet af,” siger vagtchef ved DMI, Mogens Rønnebek, og fortsætter:
”Der vil komme mere regn over de næste dage - dog i mindre grad, og regnområderne skubbes længere mod syd og sydøst.”

Rekordhøj vandstand i Donau

I Donau nåede vandstanden den 3. juni op på godt 13 meter over normalen - den højeste vandstand målt i over 500 år.

Det værste skulle dog være overstået, og vandstanden er ikke steget yderligere. Hen på morgenstunden i dag den 4. juni blev vandstanden i Donau målt til 12,4 meter - mere end en halv meter under mandagens rekord.

Undtagelsestilstand i Tjekkiet

Kampen mod vandet fortsætter især i de sydøstlige dele af Tyskland, dele af Østrig og Schweiz og ikke mindst i Tjekkiet, hvor regeringen har erklæret landet i undtagelsestilstand.

Prags historiske bymidte og den sydtyske by Passau, som ligger i krydsfeltet mellem de tre floder Donau, Inn, og Ilz, er især ramt af vandmassernes rasen.  

Sidste gang Centraleuropa var ramt af oversvømmelser var i 2002.

4. juni 2013.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle