Det er ikke nemt for DMI's rutevejledere at opfylde kaptajnernes vejrønsker for tiden. En klassisk rute fra Bremerhaven nord om Skotland til de nordamerikanske havne har således været lukket for sejlads i omkring 3 uger på grund af for meget vind og for store bølger.
Meget store, næste ubevægelige bugtninger på det, vi kalder polarfronten, har præget vejret på den nordlige halvkugle i længere tid.
"Vi har haft semi-stationære lavtryksområder omkring det sydlige Grønland og over det vestlige Stillehav øst for Japan. Tilsvarende har højtryk befundet sig over det østlige Stillehav og Centraleuropa. Højt oppe i atmosfæren har højtrykkene haft form af rygge - en over Beringhavet og Alaskagolfen og en over det østlige Skandinavien", fortæller meteorolog og rutevejleder i DMI's maritime service Kim Sarup.