Meteorologiens dag

I år, 2013, fokuserer Meteorologiens Dag den 23. marts på meteorologitjenestens afgørende rolle i at styrke sikkerhed og robusthed overfor vejr og klima. Samtidig benyttes dagen til at fejre 50 år med vejrudsigter af internationalt samarbejde.

Mellem 1980 og 2007 tog 7,500 naturkatastrofer 2 millioner menneskers liv. Der er ingen tvivl om at vejrekstremer har stor betydning for mennesker overalt på Jorden, og at effektive varslingssystemer og vejrudsigter er afgørende uanset hvor man befinder sig.

Hvert år siden 1960 afholdes Meteorologiens Dag 23. marts med et nyt tema for at skabe opmærksomhed på meteorologiens anvendelse og vigtighed i forhold til vejrekstremer verden over. Den blev grundlagt sammen med WMO (’World Meteorological Organization’), der har det mål, at reducere tabet af menneskeliv og ødelæggelse forårsaget af vejr, klima og vand.

50 år med internationalt samarbejde

For 50 år siden blev ’World Weather Watch’ grundlagt under WMO og er en milepæl i forhold til internationalt samarbejde. Her bliver teknologi, vejrmodeller, observationssystemer og databehandling samlet ind ved hjælp fra meteorologiske institutter fra alle lande.

Det evige behov for bedre vejr- og klimatjenester har gjort World Weather Watch til en kerne for WMO’s kampagner samt internationale projekter. For selvom varslingssystemerne er blevet forbedrede og har reddet mange menneskeliv, så skal, og kan, der stadig gøres meget mere for at forhindre vejrekstremer i at tage liv og skabe ødelæggelse.

Rivende udvikling skaber mere præcise og længerevarende vejrudsigter

Gennem de sidste årtier er der sket en kæmpe udvikling af teknologien. I 1980’erne kunne meteorologerne kun komme med vejrudsigter for de næste to-tre dage, men i dag kan de lave vejrudsigter for fem-ti dage frem, og de er endda meget mere præcise end de kortvarige udsigter fra de tidligere årtier.

Et teknologisk gennembrud som har altafgørende betydning for vejrudsigterne i dag, har været udviklingen af computeren. Nationale vejrtjenester var nogle af de første til at bruge kraftfulde supercomputere, som kan analysere enorme mængder data. Samtidig har vi fået en bedre forståelse for videnskaben bag vejrsystemerne på Jorden. Alt i alt har vejrobservation og vejrudsigter gennem gået en bemærkelsesværdig udvikling gennem de sidste 50 år.

Fremtidens vejrudsigter

De næste 50 år ser ud til at give os lige så spændende fremskridt, hvor der fokuseres på at skabe endnu mere præcis information om vejret, samtidig med at de bliver mere specifikke for de enkelte brugere. Takket være klimaforandringerne er efterspørgslen for udvikling steget, og der vil blive gjort mere for, at vi kan blive modstandsdygtige overfor klima og vejr.

Den meteorologiske verdensorganisation

WMO blev oprettet i marts 1950 som afløser for Den Internationale Meteorologiske Organisation fra 1873 og har 181 stater og seks territorier som medlemmer. WMO er en særorganisation under FN, der fastsætter normer og retningslinjer for det internationale samarbejde, som blandt andet omfatter de globale observations- og kommunikationssystemer.

DMI er medlem af WMO og bidrager dermed til det globale observationsnet. Vi er forpligtet til at opretholde observationsstationer i Danmark, Grønland og på Færøerne, samt at deltage i den internationale udveksling af observationsdata. Danmark har været med i det internationale meteorologiske samarbejde siden starten i 1873.

DMI 23. marts 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle