Månedsprognosen lover sol og sommer i juli

Nyeste månedsprognose forudser smukt sommervejr i store dele af juli. Der er dog ikke udsigt til en decideret hedebølge.

Tirsdag er dagen, hvor DMI opdaterer sin ugentlige månedsprognose. Og denne gang er der godt nyt for tilhængere af sol og sommer.

"Allerede fra starten af juli kan vi glæde os over lidt mere stabilt vejr. Vi får en del sol, og vi kan forvente dagtemperaturer på omkring 20°C", fortæller meteorolog Martin Lindberg. Han påpeger, at vi dog også skal forvente enkelte svage frontpassager med skyer og regn i perioden.

De første uger af juli ser altså forholdsvis sommerlige ud, dog uden at være prangende. Men så sker der noget.

Juli varmer langsomt op

"I midten af juli ses en lidt tydeligere tendens til stabilt sommervejr", fortæller meteorologen. Han forklarer, at højtryk nær Danmark ser ud at give solrigt vejr med stigende temperaturer i hele landet.

"Der er håb om flere solrige og varme dage i træk med dagtemperaturer op til omkring 25°C", siger Martin Lindberg men understreger, at der ikke umiddelbart bliver tale en decideret hedebølge.

Martin Lindberg er erhvervs- og energimeteorolog og rådgiver til daglig den del af erhvervslivet, som har brug for kvalificerede bud på vejret i de kommende måneder.

25. juni 2013.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle