Flotte dage forude

Er du til 18-20°C og sol, er søndag, mandag og tirsdag noget for dig.

De første dage af maj har budt på rigtigt fint forårsvejr. De kommende dage følger op på den tendens.

"Lørdag er der en enkelt dråbe malurt i bægeret", siger meteorolog Lars Henriksen.
"En svag koldfront passerer landet fra nordvest i løbet af dagen. Det betyder, at vi en overgang får skyer og lidt regn hist og her".

Herefter opfordrer vejret igen til udendørsaktiviteter.

"Et højtryk etablerer sig øst for Danmark. Både søndag, mandag og tirsdag byder på tørt vejr, sol og temperaturer, der i dagtimerne når op mellem 13°C og 18°C - ja tirsdag nogle steder op til 20°C".
 

Køligere fra onsdag

Befinder du dig ved en kyst med pålandsvind, må du dog nøjes med beskedne 10°C. Det skyldes, at havet omkring Danmark endnu er temmelig koldt efter den lange vinterperiode.

"Onsdag ser det på nuværende tidspunkt ud til, at vi igen skal til at vænne os til en mere ustadig vejrtype", siger Lars Henriksen.
"Onsdag lægger ud med sol, og igen mulighed for at vi nogle steder når 20°C. Men i løbet af dagen trækker et område med regn op over landet fra sydvest".

Ifølge Lars Henriksen byder resten af ugen derefter på regn og byger samt faldende temperaturer.

Den vejrtype kunne også godt se ud til at skulle dominere i den efterfølgende uge - i modstrid med DMI's månedsprognose fra tirsdag den 30. april. Se den nye månedsprognose i 'Værd at Vide'-boksen til højre.

3. maj 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle