'Bornholm-isbjerg' brækker af Antarktis

En is-ø på 35 x 20 kilometer er brækket af en antarktisk gletsjer i ubalance. I længden er det uholdbart, siger isforsker.

I løbet af ugen kælvede et isbjerg på størrelse med Bornholm fra Pine Island-gletsjeren. Gletsjeren er en af de mest produktive i Antarktis og dræner omkring 10% af den vestantarktiske iskappe.

Isbjerget bærer navnet B31 og måler 20 gange 35 kilometer. B'et indikerer, at isbjerget stammer fra Amundsenhavet eller Rosshavet, mens '31' fortæller hvilket nummer, det er i rækken.

Isbjerg B31

På NASA-fotoet fra den 10. november, er isbjerget B31 netop brækket løs.

Gletsjer på slankekur

"Pine Island-gletsjerens flydehastighed steg med 73% fra 1974 til 2007, og accelerationen er fortsat siden til et punkt, hvor gletsjere ikke længere er i ligevægt. Dermed mister gletsjeren mere is i form af isbjerge og afsmeltning, end den modtager i form af sne", fortæller isforsker Rasmus Tonboe fra DMI's Center for Ocean og is.

Ændringerne skyldes, at gletsjerens er direkte i kontakt med vandet i Amundsenhavet, og at havtemperaturen stiger.

"Samlet set bliver Pine Island-gletsjeren 46 milliarder ton lettere per år, hvilket svarer til en global havstigning på 0,13 millimeter", siger Rasmus Tonboe. Han påpeger, at hvis sammenbruddet af Pine Island-gletsjerens fortætter, kan det få konsekvenser for stabiliteten af hele den vestantarktiske iskappe.

15. november.

Isbjerg B31

Foto fra 13. november med tynde skyer viser, at B31 er på vej væk fra gletsjeren. Klik for stor version. Foto NASA.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle