Vinterligt weekendvejr - slagsmålet over Danmark ender varmt

Vanter, vandreture, viftende flag og varme drikke. Det er hvad weekendens vejr inviterer til. Kulden får lov at dominere et par dage, men i næste uge skubber varmen vestfra kulden mod øst.

Torsdag var grå, våd og blæsende med 10-minutters middelvinde op til 21,5 m/s ved Nakkehoved Fyr midt på eftermiddag som det højeste og vindstød af stormstyrke mange steder. Fredag fortsætter blæsende med kraftige vindstød, og der kommer enkelte byger i den sydvestlige del af Jylland. Bygerne kan blive med slud, men der bliver færre af dem som tiden går. Det er startskuddet til en mere vinterlig vejrtype. Weekendens vejr minder os om, at vi er en del af Norden.

Sol, blå himmel og tørvejr er grundopskriften for denne weekends vejr for langt det meste af ’Dronningeriget’. Prisen vi må betale for det er ekstra varmt tøj, når vi skal ud.

De kolde vinde fra nord

Et lavtryk mod øst og et højtryk vest for landet samarbejder om at sende kold, klar luft ned over landet fra nord. Begge vejrsystemer bevæger sig øst over, og det betyder at højtrykket passerer lige hen over Danmark i weekenden. Det giver et par døgn koldt og klart vejr.

Lørdag morgen kan der lokalt være frost, men temperaturen stiger i løbet af dagen til mellem 2 og 5 grader. Nordenvinden bliver let til frisk, men i den østlige del af landet endnu op til hård vind. Det betyder, at alle de, der skal ind og hylde Dronning Margrethes 40 års regeringsjubilæum på Amalienborgs Slotsplads eller langs karetruten til Rådhuspladen, skal huske at tage godt med varmt tøj på.

Natten til søndag får vi ned til 5 graders frost, og dagtemperaturerne når kun op mellem 2 graders frost og 3 graders varme. Søndag fortsætter tørvejret med solskin, men tynde, høje skyer ser ud til at komme ind vestfra. Disse skyer er det første spæde varsel om et nyt varmeangreb vestfra.

Varmen vinder

Natten til mandag tykker skyerne til. Varmen sætter for alvor angrebet ind vestfra. En varmfront kommer helt ind over landet og giver lidt regn af og til hele mandagsdøgnet. Nattefrosten aflives. Vindene kommer igen fra vest eller syd, og de tiltager i perioder. Både tirsdag og onsdag får hver deres regnvejr vestfra.

En eventuel ny duel bliver tidligst taget op igen sidst i uge 3

Den kolde luft må se sig overvundet og må derfor vige mod øst. Lavtrykkene vestfra kommer med så stor energi, at de rent faktisk kan skubbe den tunge kulde væk og vinde terræn helt ind over Danmark. Som prognoserne for den kommende uge ser ud fredag eftermiddag, vil varme/kuldekampen altså komme til at stå øst for Danmark fra først i uge 3.

13. januar 2012.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle