Varmebølge i København og Nordsjælland

Efter tre solrige sommerdage i maj, kan København og Nordsjælland bryste sig af årets første regionale varmebølge. Også enkelte andre 'pletter' i landet fik de krævede tre døgn med en gennemsnitlig maksimumtemperatur over 25°C.

Torsdag morgen kunne klimatolog Peter Riddersholm Wang erklære årets første officielle regionale varmebølge for en realitet.

"Vi har et stort område i regionen København og Nordsjælland, hvor kriteriet for varmebølge er overskredet. Også enkelte andre pletter på Danmarkskortet kom med", fortæller han.

Klimatologen forklarer, at en regional varmebølge kræver, at gennemsnittet af maksimumtemperaturerne tre dage i træk overskrider 25°C i over halvdelen af en region.

Før varmebølgen er landsdækkende, skal de 25°C overskrides i over halvdelen af landet. Passerer temperaturen 28°C, enten regionalt eller landsdækkende, er der tale om en hedebølge.

Peter Riddersholm Wang medgiver, at det ikke er de mest mundrette eller lettilgængelig definitioner. Han påpeger imidlertid, at de rent meteorologisk er nemme at håndtere i vejrmodeller og udsigter og klimatologisk efterfølgende at beregne og verificere.

24. maj 2012.

Definitioner på varme- og hedebølge
Varmebølge
Midlet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage skal overstige 25 °C.
 
Hedebølge
Midlet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage skal overstige 28 °C.
 
Landsdækkende varme- og hedebølge
>50 % af Danmarks areal opfylder ovenstående betingelser.
 
Regional varme- og hedebølge
>50 % af regionens areal opfylder ovenstående betingelser.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle