Mulighed for nordlys mandag aften

Mandag aften er der igen mulighed for nordlys over Danmark. Og denne gang er Månen, og sandsynligvis også vejret, i det samarbejdsvillige hjørne.

I weekenden eksploderede den potente solplet 1429 endnu en gang. Lørdag aften kort efter klokken 19 dansk tid slyngede Solen en sky af milliarder tons glødende gas - en CME - ud i rummet. Når skyen interfererer med Jordens magnetfelt og atmosfære, er der mulighed for nordlys. Og når vi taler om større soludbrud, kan nordlyset nå helt ned til Danmark.

"Udbruddet blev registreret som et såkaldt M8 - en hel del mindre end det massive X5-udbrud natten til onsdag i sidste uge, der gav flotte nordlys mange steder, blandt andet langt ned i USA. Det var kun den uheldige timing, der snød os her i Europa," fortæller forsker emeritus Peter Stauning til dmi.dk.

Rammer mandag aften

Den lavere størrelsesorden af udbruddet denne gang opvejes delvist af, at CME'en har kurs mere direkte imod Jorden.

Ifølge Goddard Space Weather Lab rammer skyen Jorden klokken 19.03 mandag aften. Usikkerheden på beregningen er dog 7 timer, men mere præcist kan det ikke blive. De angiver samtidigt potentialet for en geomagnetisk storm, som kickstarter nordlyset, til 60%.

"Den nye solstorm og CME har ikke den kraftige protonstråling, som den foregående havde. Det betyder, at vi med data fra ACE-satellitten bedre kan forudsige ankomsten af solvindsskyen til Jorden og styrken af den ca. en time før det kunne give nordlys," forklarer Peter Stauning.

Under den seneste solstorm viste ACE-satellitten ikke den fulde styrke af den ankommende CME, da den meget hårde protonstråling generede flere af instrumenterne. Det betød, at de automatiske produkter, som afslører den teoretiske udbredelse af nordlys, ikke viste hvor langt sydover muligheden rent faktisk var til stede.

Måne og skyer er med os

Hvis vi er heldigere med timingen denne gang, så kommer nordlyset, mens det er nat hos os. Og er det kraftigt nordlys, så kan det overværes helt ned på vores breddegrader. Der er dog yderligere et par faktorer, der skal være på plads, før vi rent faktisk kan se noget. Månen kan nemlig genere med sit lys, og skyer forhindre os i at se nattehimlen.

Et kig i almanakken afslører, at Månen denne gang er med os. Den er aftagende og stiger først op på himlen omkring klokken 00.30 natten til tirsdag.

DMI's vagtchef mandag middag, Klaus Larsen, har også godt nyt for nordlyskiggere. Han forudser fine observationsforhold fra solnedgang mandag og frem mod midnat i det meste af landet måske bortset fra de sydvestligste egne.
”I løbet af natten opstår der skyer, efterhånden som luften køler ned, men frem til Månen står op ser det rigtigt fornuftigt ud langt de fleste steder”.

Følg med i mulighederne

I grafikken nedenfor kan du følge med i udbredelsen af den såkaldte nordlysoval over den europæiske sektor. Den røde linje angiver, hvor sydligt det maksimalt er muligt at se nordlys, såfremt der er nordlys at se. Er linjen nord for hvor du befinder dig, er chancen nul. Passerer linjen igennem, hvor du bor, er chancen til stede og den vedbliver med at stige, jo længere syd for dit opholdssted, den røde linje ligger.

Se mod nord

For at få muligheden for at se eventuelt nordlys, skal du stille dig et sted, hvor der er så mørkt som overhovedet muligt og med en fri og mørk nordlig horisont. At se nordlys i Danmark fra bymæssig bebyggelse er normalt umuligt på grund af lysforurening. Som grafikken ovenfor viser, foregår showet på himlen nord for Danmark, så det er i den retning, du skal kigge.

Der gives absolut ingen garantier for nordlys - det hele er baseret på sandsynligheder. Men denne gang er sandsynligheden rimelig fornuftig også i Danmark, så hvis du har tid og sted, så giv det en chance.

12. marts 2012.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle