Jorden tørster endnu i Østdanmark

Trods de seneste dages regn er det fortsat tørt nede i jorden i den østlige del af landet. Flere måneder med små mængder nedbør sætter endnu sit præg på jordvandsmagasinet.

Jorden i Danmark tørrer ud hen over sommerhalvåret, og fyldes igen med vand i efterårsmånederne. I 2012 har særligt den østlige del af landet fået det at føle.
"Tørkeindeks-kortet viser, at indekset varierer meget ud over landet, og det har det gjort i en usædvanlig lang periode", fortæller klimatolog Mikael Scharling fra DMI.

"Regionerne fulgtes fint ad de første måneder fra marts til juli, men fra sidst i juli skete der et regionalt skred. Det blev markant mere tørt i de østlige regioner end i regionerne vest for Storebælt, og den tendens holder forsat," konstaterer klimatologen.

"På Bornholm og enkelte områder på Sjælland har endnu så lidt vand i jordvandsmagasinet, at de har tørkeindeksværdier mellem 7 og 8, mens magasinerne i store dele af Jylland er fyldt næsten op allerede", fortæller Mikael Scharling.

Tørkeudviklingen drives primært af, hvor meget nedbør der falder og hvor meget af nedbøren der efterfølgende fordamper fra overfladen. Fordampningen styres i høj grad af solindstrålingen, og overordnet set har Danmark i år fået tæt på lige meget sol alle steder. Derfor er det i variationen af nedbør ud over landet, at vi skal finde årsagen til de store forskelle, vi ser i tørkeindekset.

I de tre våde jyske regioner er der i perioden 1. august til og med 24. september 2012 faldet mellem 129 og 172 millimeter, mens der i regionerne øst for Storebælt er faldet mellem 65 og 71 millimeter, altså knapt halvdelen af den nedbørmængde jyderne har modtaget.

Jylland og Fyn vred regnen ud af fronterne

Regn kommer i forbindelse med lavtrykspassager - enten fra de tilhørende fronter eller som byger. I august og september 2012 er lavtryk og fronter kommet mod Danmark fra vestlige retninger, mens lavtryk fra sydøstlige retninger er udeblevet. Kun få lavtryk har passeret hele vejen hen over landet eller tæt forbi lige nord om. Det er forklaringen på den ulige nedbørfordeling.

De fleste lavtryk er løbet enten i en bane fra Storbritannien mod nordnordøst eller i en bane fra Island mod østnordøst. I begge tilfælde er de fronter, der nåede ind til Danmark, været svækkede på grund af den store afstand til lavtrykscenterene. Den regn, der har været tilbage i dem, er faldet over den vestlige del af landet, mens den østlige del i mange tilfælde kun har fået en overgang med skyer og ingen regn.

Enkelte lavtryk har taget turen op over Nordatlanten og derfra sydøst over ned over det nordvestlige Skandinavien, Mellemskandinavien og Danmark. Men efter den lange rejse over land var der ikke megen regn tilbage i dem til Danmark.

Når fronterne kommer fra sydvest, får Syd- og Sønderjylland mest, kommer de fra nordvest, får Midt- og Vestjylland mest. Nordjylland ligger delvist i læ af de norske fjelde, der 'vrider vandet ud af fronterne' før de når ned til nordjyderne. Derfor får de generelt mindre regn end Midt- og Vestjylland.

Kraftig regn i øst

Den østlige del af landet får regn, når fronter fra vest har regn nok med sig. Men hvis de østlige regioner skal have mere regn end de vestlige regioner, kræves der mere af atmosfæren.

Enten skal lavtryk og fronter komme til landet fra sydøst og dermed ramme Østdanmark først. Det er ikke sket de seneste to måneder. Eller også skal lavtryk og fronter udvikle sig lige hen over landet under passagen.

Det kan ske, hvis en markant varmluft presser sig op over landet fra Centraleuropa, mens en koldfront er på vej hen over landet fra vest. Alternativt; når en koldfronts timing passer med, at Østdanmark er blevet varmet massivt op hen over dagen umiddelbart før koldfrontens ankomst. Endelig kan helt særlige forhold i den øvre del af atmosfæren give energi til en pludselig kraftig udvikling af fronterne hen over landet.

Markante udvikling af fronter, der er på vej hen over landet, har vi kun set enkelte tilfælde af de seneste to måneder. Derfor har den østlige del af landet fået mindre regn end den vestlige del i langt de fleste af frontpassagerne vestfra.

Jordvandmagasinerne fyldes efterhånden op - også østpå

Normalt bliver jordvandsmagasinerne fyldt op i løbet af efteråret, og det går da også tydeligt den vej nu. Flere lavtryk og fronter kommer tættere forbi eller lige hen over landet.

I det meste af Jylland er jordvandsmagasinerne derfor allerede fyldt op. Selv om det går langsomt østpå efter den meget lange tørre periode, så går det sikkert ned af tørkeskalaen i øjeblikket. I løbet af de kommende to måneder bliver også Sjælland og Bornholm grønne på DMI's tørkeindekskort.

25. september 2012.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle