Frontzone bugter sig fredag over Danmark

Fredagsvejret i Danmark er ikke helt så forudsigeligt, som meteorologerne kunne tænke sig. En frontzone slanger sig nemlig tværs over Danmark og spreder skyer og regn ud, hvor den slår sine slag.

"Overordnet står frontzonen stille, men den vil bølge lidt både mod syd og nord, og det gør fredagens nedbørsmængder meget usikre," siger dagens danmarksmeteorolog Jesper Eriksen.

"Det mest sandsynlige er, at det meste af landet får en gråvejrsdag med regn en stor del af tiden. De seneste prognoser har dog, at den sydøstlige del af landet måske får mest tørt vejr. Men vi skal ikke længere væk end den forrige prognose for 12 timer siden, før det var den nordvestligste del af landet, der slap for regnvejret."

Derfor er prognosernes sidste punktum ikke sat i den endelige placering af morgendagens regnvejr, og vil du være på den sikre side, så bevæbn dig med paraply.

De typiske nedbørsmængder for fredagen ventes at være 10-20 millimeter. Stedvis kan der måske komme mere, men det vil formentlig være over en længere perioder end de 6 timer, som er tidsrammen, der ses på med hensyn til eventuel varsling af kraftig regn.

20. september 2012.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle