Rekordmild januar

Vejret skiftede voldsomt gear fra december til januar. Så voldsomt, at temperaturforskellen mellem de to måneder satte rekord.

Normalt er december en smule lunere end januar. Ifølge de danske klimanormaler mere præcist 1,6°C lunere.

Sådan går det dog ikke denne gang. Januar 2011 ender en hel del mildere end december 2010; faktisk hele 4,2°C mildere. December sluttede som bekendt på rystende minus 3,9°C, mens januar sniger sig op over nulpunktet med 0,3°C.

Mildningsrekord

Kigger vi tilbage i den danske vejrhistorie, så viser DMI's landsdækkende målinger, at december aldrig tidligere har været så meget koldere end den efterfølgende januar. Dermed sætter januar 2011 en varmerekord; om end en lidt speciel en. Vi kan kalde den en 'mildningsrekord' i stedet.

Den tidligere mildningsrekord blev sat mellem december 1927 og januar 1928. Dengang endte de to måneder med en forskel på 3,5°C.Som sagt er normalen, at januar er den koldste af de to måneder. Det er da også tilfældet i ca. to ud af tre år, siden DMI startede målingerne i 1874.

Årstal Temp-forskel (dec til jan)
2010-2011 4,2°C
1927-1928 3,5°C
1915-1916 2,6°C
2001-2002 2,3°C
1961-1962 2,1°C
1982-1983 2,0°C
1937-1938 1,9°C
1901-1902 1,9°C
1889-1890 1,8°C
1973-1974 1,7°C
   
1986-1987 -7,2°C
1984-1985 -7,8°C
1941-1942 -9,4°C

Den største forskel fra en mild december til en kold januar lyder på hele 9,4°C og stammer fra 1941-1942. Dengang endte julemåneden på 2,8°C, hvorefter januar tog revanche med minus 6,6°C. Minus 6,6°C er fortsat kulderekorden for årets første måned.

To gange er december og januar for øvrigt endt på præcis samme temperatur; nemlig i 1903-1904 (0,5°C) og igen i 1974-1975 (4,5°C).

Strømning styrer vintertemperaturen

Vejrets gearskifte mellem de to måneder skyldtes en ændring i den overordnede strømning i atmosfæren. I december oplevede vi hovedsagligt vind fra nordlige retninger, hvor det er koldt, mens vi i januar fik luften ind fra vest, hvor det er mildt.

Grafikkerne nedenfor viser de to forskellige hyppigt forekommende strømninger med fordelingen af høj- og lavtryk.

1. februar 2011.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle