Nætter med polarluft og ingen dyne

De kommende nætter bliver kolde – rigtig kolde – der kommer rim i græsset, på bilerne, men kun på helt særligt udsatte steder på kørebanerne.

Det er en kold, klar, polar luft, der ligger hen over landet de kommende dage. Det giver nogle meget flotte og lyse dage, men det klare efterårsvejr har også en mørk side. Når Solen går ned, taber Jorden varme til omgivelserne, og uden vind og skyer bliver overfladerne rigtig kolde.

Det lune hav

Havet omkring os er endnu lunt, og selv om vandet taber varme om natten, går det kun meget langsomt. Når overfladevandet bliver kølet ned, bliver det tungere end vandet neden under. Det får det kolde overfladevand til at synke, mens nyt lunere vand kommer op til overfladen. Først når alt vandet er kølet ned, sænkes temperaturen for alvor. Luften lige over vandoverfladen påvirkes af vandets temperatur.

Så længe vandet er varmere end den luftmasse, der ligger over os, vil vandet varme luften op nedefra. Det ser vi typisk i vinterhalvåret.

Hvis det blæser lidt vil den vandlunede luften blæse ind over land og holde temperaturen oppe. Men på vindstille nætter, som dem vi har i vente de kommende dage, er det kun de kystnære områder, der påvirkes af det lune vand.

Den manglede dyne

Jorden taber også varme om natten, og den gør det langt hurtigere end vandet. Langbølget stråling forlader Jorden overflad, og når det er klart, passere strålerne uhindret gennem atmosfæren og ud i verdensrummet. Når der er skyer over os, bliver en del af de langbølgede stråler sendt retur til os, og det begrænser varmetabet. Skyerne holder på den måde en del af varmen nede i atmosfæren om natten på samme måde, som dyne holder vores kropsvarme under sig, når vi sover.

Rim på særligt udsatte steder

Nattemperaturene i to meters højde forventes at komme ned mellem 0 og 5 °C natten til fredag og lørdag. Men helt ned på overfladen bliver det koldere, når bare vi holder os lidt væk fra kysterne. Mange steder vil temperaturen ved overfladen komme ned på eller under frysepunktet, og der bliver der risiko for dannelse af rim.

Når luften køles ned, kan den indeholde mindre fugt, og hvis den køles nok ned, fældes fugten ud af luften. Hvis temperaturen samtidigt ligger på eller under frysepunktet, afsættes fugten som rim.

Rim er iskrystaller, der klistre sig fast på kolde overflader. Når det ses på blade, græs og vinduer kan det se imponerende smukt ud, men når det sætter sig, der hvor vi skal færdes, er begejstringen for rimen til at overse.

Vintersæsonen er endnu så ung, at restvarmen i jorden kan forhindre rimdannelse på nogle vejstrækninger, men på særligt udsatte strækninger kommer der rim de kommende nætter. Det er derfor vigtigt at komme ud af døren i god tid, så der bliver tid til både at skrabe bilens vinduer og til at køre opmærksomt og fornuftigt gennem de særligt udsatte strækninger. 

13. oktober 2011.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle