Ophobning af energi får betydning for alle klimaets dele samt liv og fænomener på Jorden.
Ekstreme vinde og større risiko for oversvømmelser
I atmosfæren går den ekstra energi til at opvarme luften. Dette giver forandringer i atmosfærens forskellige lag. Både de vandrette og de lodrette temperaturstrukturer ændres.
Dette fører til en mere variabel atmosfære, hvor vinde kan blive kraftigere (antallet af deciderede storme ser dog ud at forblive stort set uændret).
Derudover kan den ”hydrologiske cyklus” (vandets kredsløb) blive forstærket. Når luft opvarmes med 1 grad, kan den indeholde omkring 7 procent mere fugtighed, og det vil betyde mere fordampning og nedbør og dermed større risiko for oversvømmelser.
Jordoverfladen forandrer sig
Når jordoverfladen opvarmes, ændres dens fugtighedsniveau. Dette har betydning for den generelle fødevaresikkerhed. Desuden kan der forekomme ændringer i fordelingen af planter verden over. F.eks. vil skove sprede sig længere nordpå i Arktis.
