Klimaord forklaret

Klimasnakken myldrer med lange begreber og eksotiske ord. Det kan være svært at holde dem adskilt fra hinanden, og som ofte betyder de noget andet eller mere end det, man umiddelbart tror. Vi forklarer her nogle af de vigtigste.

Aerosoler

Aerosoler er navnet på luftbårne partikler i atmosfæren.

Disse kan være i fast form, såsom vulkansk aske, støv fra sandstorme, saltkrystaller, sod, pollen eller andet organisk materiale, eller de kan være i væskeform for eksempel i form af små svovlsyre-dråber. Nogle aerosoler er naturlige, mens andre er menneskeskabte. De menneskeskabte aerosoler opstår blandt andet ved afbrænding af fossile brændsler og biomasse.

Albedo

Albedo er et mål for en overflades evne til at reflektere lys og dermed energi.

Albedo (latin for hvid) måles som andelen af lys, overfladen reflekterer. Hvis en overflade reflekterer 34% af lyset, så er albedoen 34 (ind imellem også skrevet som 0,34). En helt hvid overflade har en albedo på 100 og en helt sort har en på 0.

AMOC

AMOC (Atlantic Meridional Overturning Circulation) er et stort system af havstrømme, der er drevet af vandets massefylde, dvs. forskellen i vandets temperatur og saltindhold.

Når varmt vand strømmer nordover i Atlanten, afkøles det, og dermed øges dets massefylde nok til at synke dybt ned i havet. Det kolde vand spredes langsomt sydpå, flere kilometer under overfladen. Til sidst bliver det trukket tilbage til overfladen og opvarmes i en proces kaldet "upwelling" og cirkulationen er afsluttet.

AMOC er med til at holde Europas klima tempereret, dele af Arktis fri for is, leverer ilt til livet i de dybe oceaner og bidrager essentielt til optag af CO2.

Drivhuseffekt

Drivhuseffekten er atmosfærens evne til at holde på Jordens varme. Det sker ved, at skyer og forskellige drivhusgasser i atmosfæren absorberer varmestrålingen fra Jorden og sender en del af den tilbage til Jordens overflade.

Drivhuseffekten afhænger af koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren – især vanddamp og kuldioxid, men også metan, lattergas, ozon og halocarboner. Uden drivhuseffekten ville Jordens gennemsnitstemperatur være ca. 30° lavere, end den er i dag. I takt med, at menneskelig aktivitet forøger indholdet af drivhusgasser i atmosfæren, stiger temperaturen yderligere.

El Niño

El Niño er en periode med ualmindelig opvarmning i det tropiske Stillehav, som påvirker atmosfæren. Det samlede ocean-atmosfære fænomen kaldes for El Niño Southern Oscillation (ENSO) og betyder 'drengebarn' på grund af hyppig optræden ved juletid.

Under en El Niño udløses en række af vejrmæssige forandringer over store dele af kloden. Blandt andet kraftig nedbør i de sydamerikanske kystområder, tørke i Filippinerne, det nordlige Australien og Indonesien, samt koldere og mere regnfuldt vejr i den sydlige del af USA. Også på et globalt plan kan El Niño mærkes som en forhøjet global gennemsnitstemperatur.

Global opvarmning

Når termen 'den globale opvarmning' benyttes, henviser det oftest til den stigning i den globale gennemsnitstemperatur, som er målt siden ca. år 1900 og særligt siden 1970’erne. I de seneste 100 år er den globale temperatur steget med 1 °C. Termen kan dog også henvise til den forventede fortsatte opvarmning i fremtiden.

Havis

Havis dannes i havoverfladen, når vandet når frysepunktet. Havis, der ligger fastfrosset imellem øer, nær land og i fjorde kaldes fastis. Ellers driver havisen rundt med vind og strøm.

Den arktiske havis når sit minimum i udbredelse i september og breder sig i løbet af de seks kolde måneder til et maksimum i marts. Man skelner typisk mellem nyis (< 10 cm), vinteris/førsteårsis, som er dannet samme sæson (< 2m), og flerårsis (1-4 m), der har overlevet mindst én sommer.

Havisen reflekterer solindstrålingen om sommeren, og hvis havisen ikke er der, bliver det meste af solindstrålingen optaget som varme i de øvre vandmasser.

Klima

I sin oprindelige form betyder klima de gennemsnitlige fysiske forhold i atmosfæren (vejret) på et bestemt sted eller i en bestemt region over en længere periode.

Klimaet beskrives dog ikke alene ved gennemsnit af nedbør, temperatur, fugtighed, etc. men også ved variationer i disse størrelser og ved størrelsen og hyppigheden af ekstremværdier for disse størrelser.

Før man kan tale om klima, skal den periode, der regnes på, være så lang, at årstidsvariationerne og variationerne fra år til år er udjævnet. Typisk arbejdes med en periode på 30 år.

Klimamodel

En klimamodel er et computerprogram, der benyttes til at beskrive klimaet i fortiden eller fremtiden. Klimamodeller bygger på fysikkens love og empiriske sammenhænge og giver en matematisk beskrivelse af klimasystemets forskellige dele.

I en klimamodel inddeles jordoverfladen i et netværk af f.eks. 100x100 kilometer og derefter tilføjes lag i højden. Typisk er der 30-40 lag i både atmosfæremodellerne og oceanmodellerne. I hver kasse beregnes klimavariable som temperatur, fugtighed, vind, havstrømme og så videre, og hvordan de enkelte variable ændrer sig med tiden.

Monsun

Monsun er årstidsbestemt vind, der opstår som følge af uens opvarmning og afkøling af hav og land. Fænomenet er især knyttet til Syd- og Østasien, men monsuner forekommer også i dele af Afrika.

Sommermonsunen i Asien er en fugtig vind, der fra Det Indiske Ocean og Stillehavet bringer fugtige luftmasser ind over land, hvor de afgiver store nedbørsmængder. Baggrunden for monsunernes halvårlige skiften er bl.a. det termiske lavtryk, der skabes over det stærkt opvarmede kontinent om sommeren, og det termiske højtryk, der om vinteren ligger over det kolde Centralasien. Vintermonsunen er således en tør vind, der blæser fra land mod havet.

Scenarier

Et scenarie er en mulig, tænkt fremtid. I klimasammenhæng indeholder et scenarie fx antagelser om den teknologiske udvikling, reduktionsindsatsen, økonomien, befolkningstilvæksten, som benyttes til at beregne en prognose for udledning af drivhusgasser.

Prognosen for udledninger anvendes i klimamodellerne til at beregne forskellige scenarier for klimaforandringer. Formålet med scenarier er at give beslutningstagere bedre muligheder for at kunne vurdere konsekvenserne af de forventede klimaforandringer under forskellige grader af global opvarmning.

FN's klimapanel IPCC har i forbindelse med deres femte hovedrapport defineret fire nye scenarier for fremtiden - de såkaldte 'Representative Concentration Pathways' (RCP'er). Tre af disse scenarier (RCP2.6 og RCP4.5 og RCP6.0) repræsenterer en indsats for at bekæmpe klimaforandringerne på hver sit ambitionsniveau, mens det fjerde og højeste (RCP8.5) repræsenterer fremtiden, hvor vi lader 'stå til' og ikke reducerer yderligere på vores drivhusgasudslip.

Tilbagekoblingsmekanismer

Tilbagekobling (på engelsk 'feedback') betyder, at en proces på en eller anden måde påvirker sig selv. Tilbagekobling er et vigtigt element i både naturlige og menneskeskabte klimaændringer. I praksis kan en proces enten forstærke eller svække sig selv. Det kaldes hhv. positiv og negativ tilbagekobling.

Et eksempel på positiv tilbagekobling i jord-systemet er havis, der smelter og blotter den mørke havoverflade. En mørk flade optager mere energi fra Solen, end isen gjorde, og omdanner den til varme. Dermed stiger temperaturen, og det fører til, at endnu mere is smelter.

Tipping points

Flere elementer i klimasystemet kan potentielt opleve markante ændringer, hvis opvarmningen når et vist niveau.

Tipping points er en teoretisk tærskelværdi (for global opvarmning), hvor et element i klimasystemet forandres fra et stabilt niveau til et nyt. Fx., at Indlandsisen på Grønland gradvist vil forsvinde, når opvarmningen når et givent niveau. Tipping points kan optræde både som gradvise og bratte ændringer, og kan være både permanente (irreversible) eller midlertidige (reversible).