Bedre varsling af oversvømmelser

231 Bedre varsling af oversvømmelser Vejle havn iStock-175587653
Vejle ligger for enden af Ådalen ud til havet, og er derfor udsat for oversvømmelsesrisiko fra flere sider. Særligt hvis store mængder nedbør falder samtidig med en i forvejen forhøjet vandstand. NCKF har indsamlet og kortlagt eksisterende data om oversvømmelser i Vejle by og ved Vejle Fjord herunder nedbørsdata og målinger i vandløb. Istockfoto

De stigende mængder af regn i Danmark medfører flere oversvømmelser. Det giver problemer både i byer og på landet, men ifølge klimafremskrivningerne kan vi se frem til endnu flere og større oversvømmelser. Det er nødvendigt, at myndighederne og borgerne bliver advaret, når der er risiko for oversvømmelse. For at kunne gøre det, er det vigtigt at blive klogere på, hvor, hvorfor og hvordan oversvømmelser rammer. Det er hovedformålet med en undersøgelse i Vejle, hvor vi har udviklet en model for, hvordan vandet bevæger sig under højvande i Vejle Å og Grejs Å.

Hvad har vi undersøgt?

Pålidelig og rettidig varsling af oversvømmelser er kun mulig, hvis vi har nøjagtige nedbørsdata og prognoser. Vi ved, at disse målinger i sagens natur er usikre, og derfor har vi lavet en model for vandets bevægelser i Vejle Å og Grejs Å, hvor vi inddrager DMIs højtopløste radardata og vejrudsigtsdata. De nye metoder gør os i stand til at vurdere brugbarheden af disse data til at understøtte, at oversvømmelsesprognoserne fremover bliver mere præcise.

Oversvømmelser kommer fra stormflod, ekstrem havvandstand, kraftig regn og skybrud. Da Vejle ligger for enden af en ådal ud mod havet, er byen særlig sårbar overfor ekstrem nedbør og stigende havvand.

Oversvømmelser opstår i Vejle Fjord, Vejle Å, og Grejs Å, og i nogle tilfælde i en kombination. Vejle er et mikrokosmos, der oplever alle de typer af oversvømmelser, vi kender fra resten af Danmark. Det gør Vejle til et ideelt sted at teste, hvorfor og hvordan oversvømmelserne opstår.

“Læs mere her”

Hvilke data og metoder har vi benyttet?

I løbet af de sidste ti år har Vejle oplevet mere end ti ekstreme oversvømmelser, der omfatter alle tre oversvømmelsestyper. Derfor er Vejle i forbindelse med EU’s Oversvømmelsesdirektiv udpeget som et af 14 områder med potentiel væsentlig risiko for oversvømmelse fra hav og vandløb i Danmark.

“Læs mere her”

Det er disse mange historiske oversvømmelser, som danner grundlaget for undersøgelserne. Vi har indsamlet og kortlagt eksisterende data om oversvømmelser i Vejle by og ved Vejle Fjord herunder nedbørsdata, måling i vandløb osv. Det har vi gjort i samarbejde med Vejle kommune, som også bidrager med lokal viden, erfaringer og ikke mindst kommunens behov for bedre varsling. Desuden har vi arbejdet sammen med Aalborg Universitet og WaterITech.

Hvilket resultat fandt vi?

En meget detaljeret hydrologisk model er nu etableret for Vejle Å og Grejs Å og danner grundlaget for vores fremtidige forskning omkring oversvømmelser og varsling. Dataene, der blev brugt til modellen, er offentlige, så andre kan lave lignende beregninger andre steder i Danmark. En sammenligning mellem målingerne fra Vejle Å (Haraldskær) og Grejs Å (Planteskolen) viser, at modellen kan gengive de historiske oversvømmelser og dermed er velegnet til vores fremtidige forskningsarbejde, (Figur 1). I den næste fase vil vi se på, hvordan DMI’s nye højopløselige radar og model-data ville have kunnet forbedre oversvømmelsesprognoser, hvis de havde været brugt på tidligere oversvømmelser.

231 - Kort over Vejle Å/Grejs Å opland, med grafer af de hydrologiske model resultater for vandføring sammenlignet
Figur 1. Vejle Å/Grejs Å opland samt sammenligning af de hydrologiske model resultater for vandføring

Få mere viden

Tertiary content, when NOT DK (Country:)