En stormflodsmodel beregner, hvordan vandstanden kommer til at ændre sig med den givne vejrudsigt.
De første, simple metoder til varsling af stormflod var baseret på en statistisk sammenhæng mellem maksimal pålandsvind og højeste vandstand, der som regel var kombineret med det astronomisk fastlagte tide-højvande.
Da forholdene varierer fra kyst til kyst, måtte man i princippet opstille en særskilt regneforskrift for hver lokalitet, der skulle varsles for.
Sideløbende med, at den første numeriske vejrmodel blev udviklet i 1953, blev også den første numeriske havmodel udviklet. Principperne er i store træk de samme, hvad enten man regner på luft eller vand, selvom der naturligvis er forskelle (skydannelse, nedbør m.v.) som gør havet enklere at regne på.
I de følgende år blev vejr- og havmodel kombineret, og hermed havde man den første 'hydrodynamiske' stormflodsmodel, som ikke kun beregner vandstand i udvalgte punkter, men hele havets cirkulation. Denne metode er generel, hvilket vil sige at den kortlægger vandstand og havstrøm i hele havområdet i ét hug.
DMIs første havmodel dækkede kun Nordsøen. Den blev taget i brug i 1985. Siden 1990 er også de indre danske farvande og Østersøen blevet modelleret, og endelig er Limfjorden tilføjet i 2001.
DMIs nuværende stormflodsmodel (2017, se herunder) er udviklet i samarbejde mellem danske, tyske og svenske institutter. Det er en generel cirkulationsmodel, som udover vindens effekt blandt andet inkluderer tidevand, tilstrømning af ferskvand fra floder, solindstråling og jordvarme.
Dette system leverer komplet information om havets tilstand i tre dimensioner: Strøm, vandstand, temperatur, saltholdighed og eventuel havis.
