En af de største katastrofer i Vadehavets historie fandt sted i januar 1362 ved 'Den Store Manddrukning'. Ifølge visse overleveringer, som på nogle punkter er ret fantasifulde, omkom mere end 200.000 mennesker, og store dele af landet forsvandt i bølgerne. Et mere realistisk bud er ca. 10.000 omkomne.
Det var så katastrofalt, at man helt opgav at bebo området i den efterfølgende periode. Men efterhånden flyttede folk alligevel ud i marsken igen, indtil næste katastrofe indtraf den 11. oktober 1634 ('Den Anden Manddrukning').
Vandstanden nåede denne gang op på 19 fod (6,3 meter) over normalen, og vandet stod højt op på gulvet i Ribe domkirke. Man kan stadig se højvandet markeret på en af domkirkens mure.
Først i forbindelse med 1800-tallets digebyggeri, inspireret af hollænderne, blev det atter muligt at bebo marsken.
Den 12.-14. november 1872 blev store dele af Lolland, Falster og Sønderjyllands østkyst oversvømmet under en meget langvarig og særdeles kraftig østenstorm, som kulminerede med en orkan.
Vandstanden nåede op over 3 meter og var værst i Sønderjylland og Slesvig, hvor vandet nåede 10 fod (3,3 meter) op over det normale. Det meste af Sydfalster og Sydlolland stod under vand, Køge by ligeså. Ca. 250 mennesker omkom, og 50 skibe strandede på Sjællands østkyst.
Efter katastrofen i 1872 blev der gennemført et omfattende digebyggeri, blandt andet et 63 km langt og 4 meter højt dige langs Lollands sydkyst.
Stormen var meget usædvanlig: Det vurderes, at en situation som 1872-stormfloden kun vil forekomme en enkelt gang i løbet af en periode på 700-1000 år.
Den værste stormflod i Nordsøen i nyere tid fandt sted den 1. februar 1953. Den forårsagede digebrud i Holland, hvor ca. 1.800 mennesker omkom. Der var også store oversvømmelser langs med Themsen, hvor bygninger sank i grus, og flere hundrede mennesker omkom.
Begge steder blev der iværksat projekter til sikring af kysten: I Holland byggede man den såkaldte Delta Plan, som omfatter diger til søs, og i England Thames Barrier, som gør det muligt at lukke hele flodmundingen. Begge disse bygningsværker tog det cirka 40 år at fuldføre.
Den 24. november nåede vandstanden i Esbjerg op på 4,3 meter som følge af en særdeles kraftig storm over Nordsøen. Det er den højeste vandstand, DMI nogensinde har målt i havnen, det vil sige i mere end 120 år. Esbjerg Havn blev totalt oversvømmet, og der skete skader for et tocifret millionbeløb.
Stormen gav anledning til en af de højeste målte vandstande i nyere tid og var også meget kraftig over land. Både Rold Skov i Jylland og Grib Skov i Nordsjælland blev stærkt hærget af stormen.
Stormfloden i Vadehavet den 3. december 1999 skyldtes et lille, meget intenst lavtryk, der hurtigt bevægede tværs over Danmark fra vest til øst. Lavtrykket ramte vestkysten omkring Torsminde, og denne bane er særlig kritisk for vandstanden i Vadehavet.
Vandstanden nåede i Esbjerg op på lige knap 4 meter, hvilket kun er overgået en gang tidligere, ved stormfloden i 1981. Lidt længere sydpå, i Ribe stod vandet 5,1 meter over normalen, da måleren brød sammen. Ved et heldigt sammentræf toppede vandstanden ved tide-lavvande.
Hvis stormen havde været mere langvarig, eller havde kulmineret enten ved højvandet 6 timer tidligere eller ved højvandet 6 timer senere, var vandstanden blevet 1-1,5 meter højere. Det ville i så fald have været den højeste registrering i Ribe i 500 år og tilstrækkeligt til at overskylle Ribediget. Vandet stod aktuelt blot 30 cm under digekronen.
Temaansvarlig Jacob Woge Nielsen
Opdateret 3. juli 2018
