Den store iskappe

Indlandsisen er jordens næststørste iskappe, som kun overgås af den store iskappe på Antarktis. Indlandsisen dækker 1,7 millioner kvadratmeter og er op til 3,2 kilometer høj. Iskappen indeholder 2,9 millioner kubikkilometer is, og hvis al isen smeltede, ville vandstanden i verdenshavene stige med omkring syv meter. Til gengæld, holder Antarktis iskapper cirka 60 m af den globale havstigning.

Illustration af isens massebalance

Tre processer afgør, om indlandsisen vokser eller svinder ind. Akkumulation af sne på toppen af iskappen øger massen. Sneen omdannes med tiden til is, som synker ned gennem iskappen og flyder ud imod siderne. Smeltning på de nedre dele af iskappen og kælvning af isbjerge fra udløbsgletscherne reducerer derimod mængden af is. Hvis massetabet overstiger nedbørsmængden, bliver iskappen mindre. Grafik: Masson-Delmotte et al. (2013), IPCC AR5.

Tre processer afgør sammen, om indlandsisen vokser eller svinder ind. Hvert år akkumuleres der sne på toppen af iskappen, men til gengæld mister iskappen masse ved smeltning fra de nedre dele samt ved kælving af isbjerge fra udløbsgletscherne. Indtil 1990erme mente klimaforskerne, at akkumulationen af sne og massetabet modsvarede hinanden, så indlandsisen var i balance.

Først i de senere år er det blevet muligt at overvåge hele den enorme iskappe med satellitter samt ved målinger fra fly. Observationerne har vist, at indlandsisen gennemsnitlig siden 1991 mister omkring 170 kubikkilometer is hvert år, hvilket fører til en årlig vandstandsstigning i verdenshavene på omkring 0,4 millimeter. Der er dog større variationer fra år til år. I de hidtil største smelteår, 2012 år er der tabt endnu mere is, cirka 440 kubikkilometer is.

I de seneste årtier er afsmeltningen fra de nedre dele af iskappen ud imod isranden er øget, og smeltesæsonen er blevet længere. Målinger af smeltningen er blevet udført siden 1979, og de fem største smelteår ligger alle efter 2000.

Samtidig er mange af de store udløbsgletsjere accelereret i de senere år – nogle fordoblede i en periode deres hastighed – og massetabet ved kælving af isbjerge er steget. Klimaforskerne vurderer, at øget afsmeltning og kælving af flere isbjerge hver især står for omkring halvdelen af det observerede massetab af Indlandsisen.
DMI's beregninger frem til 2100 giver generelle temperaturstigninger i Grønland på 5−7 °C for IPCC's udslipsscenarie RCP8.5. Ved Grønlands østkyst viser modelberegningerne en temperaturstigning på hele 8−9 °C sidst i perioden.

Det varmere klima vil markant øge mængden af sne, der falder på toppen af iskappen, men samtidig vil både afsmeltningen og kælvningen af isbjerge accelerere. DMI arbejder nu med at kombinere højtopløste regionale klimamodeller med iskappemodeller, som kan give et realistisk bud på, hvordan indlandsisen vil reagere på fremtidige klimaændringer.

Grønland under isen og istykkelse

Til venstre: Grønland under isen. Til højre: istykkelse ifølge seneste forskningsresultater. Data kommer fra Morlighem, M. et al. 2017. IceBridge BedMachine Greenland, Version 3. Boulder, Colorado USA. NASA National Snow and Ice Data Center Distributed Active Archive Center.

Indlandsisen ligger i en skålformet fordybning, som er dannet ved isens tunge belastning af jordskorpen. Hvis iskappen forsvandt, ville grundfjeldet hæve sig og forme et landskab, der svarer til, hvordan Grønland så ud, før landet blev nediset.
Under sidste istid var iskappen meget større end i dag, og den landhævning, der startede, da indlandsisen svandt ind til sin nuværende størrelse, er stadig i gang.

Temaansvarlig Ruth Mottram
Delvist baseret på tekst af Rolf Haugaard Nielsen
Opdateret 4. juni 2018