Europæisk klimatjeneste: Hidtil uset ekstrem varme og udbredt tørke prægede Europa i 2022

I 2022 oplevede europæerne det næstvarmeste år, og den varmeste sommer nogensinde målt. Det førte til langvarige hedebølger i store dele af Europa. Samtidigt faldt der kun lidt nedbør, hvilket forårsagede udbredt tørke.

Det europæiske klima bliver varmere, og det intensiverer ekstreme vejrhændelser, sådan lyder det i en ny rapport fra ’Copernicus Climate Change Service’, der beskriver de væsentligste klimarelaterede hændelser i 2022 i Europa.

– Det ekstreme vejr, som vi så i store dele af Europa i 2022 med temperaturrekorder på stribe, langvarige hedebølger og udbredt tørke, kommer desværre ikke som en overraskelse – for med den globale opvarmning følger bl.a. mere ekstremt vejr, siger Adrian Lema, der er chef for Nationalt Center for Klimaforskning på DMI og fortsætter:

- FN’s Klimapanel, IPCC, udtrykker det meget klart i den Sjette Hovedrapport, som udkom for nyligt. Menneskets udledninger fører til global opvarmning, et stigende hav og mere ekstremt vejr, og det har alvorlige konsekvenser for mennesker og for kloden – i den nærmeste fremtid er det især øget dødelighed og sygdomme grundet varme, oversvømmelser i kystområder og fald i fødevareproduktionen i nogle regioner, der truer.

2022 blev det næstvarmeste år i Europa nogensinde målt og lå 0,9°C over gennemsnittet for perioden 1991-2020, mens sommeren blev rekordvarm med 1,4°C over gennemsnit.

Temperaturgennemsnittet for Europa de seneste 5 år ligger omkring 2,2°C over den førindustrielle tid (1850-1900).

Kimen til udbredt sommertørke blev lagt i vintertiden

En af de vigtigste begivenheder, der påvirkede Europa i 2022, var den udbredte tørke. Allerede i løbet af vinteren 2021-2022 oplevede store dele af Europa færre snedage end gennemsnittet – i nogle områder fik de op til en måned færre snedage. I foråret fortsatte det nedbørfattige vejr på store dele af kontinentet, og maj blev sågar rekordtør.

Manglen på vintersne og de høje sommertemperaturer resulterede i et rekordstort tab af is fra gletsjere i Alperne svarende til et tab på mere end 5 km3 is.

Det overvejende tørre vejr fortsatte sommeren igennem, og sammen med de ekstreme hedebølger resulterede det i en udbredt og langvarig tørke, der bl.a. ramte landbrugs- og energisektoren hårdt.

Ekstreme temperaturer i Arktis
Et af de steder på kloden, der oplever de mest ekstreme klimaændringer, er Arktis, for her stiger temperaturen meget hurtigere end over det meste af resten af ​​kloden.

 

2022 blev det sjettevarmeste år registreret for Arktis som helhed, og det fjerdevarmeste år for de arktiske landområder. En af de arktiske regioner, der blev hårdest ramt i 2022, var Svalbard, som oplevede sin varmeste sommer nogensinde, hvor temperaturen i nogle områder lå over 2,5°C over gennemsnittet.

 

I løbet af 2022 oplevede Grønland også ekstreme vejrforhold i form af en usædvanlig varm september. Gennemsnitstemperaturerne for måneden var op til 8°C højere end gennemsnittet, hvilket er det højeste nogensinde registreret, hvilket også medvirkede til en rekordstor afsmeltning af Indlandsisen i september.

 

Også varmt og solrigt i Danmark i 2022
Vejret var også varmt og solrigt i Danmark i 2022. Vi fik det tredjevarmeste år, DMI har registreret, siden man begyndte at måle og registrere den slags i 1873. Derudover blev 2022 det næstmest solrige år, DMI har registreret siden 1920, hvor både marts og foråret satte nye solskinsrekorder.

Hovedbudskaber for Europa:

• Europa oplevede sit næstvarmeste år nogensinde registreret

• Europa oplevede sin varmeste sommer nogensinde registreret

• Store dele af Europa oplevede intense og langvarige hedebølger

• Lave nedbørsmængder og høje temperaturer førte til udbredt tørke

• De europæiske alper oplevede et rekordstort tab af is fra gletsjere

• Der var et rekordstort antal solskinstimer for Europa

Hovedbudskaber for Arktis:

• Arktis oplevede det sjettevarmeste år nogensinde

• Svalbard-regionen oplevede den varmeste sommer nogensinde – den gennemsnitlige sommertemperatur nåede i nogle områder mere end 2,5°C over gennemsnittet

• Grønland oplevede rekordstor isafsmeltning under usædvanlig varm september

Af Anja Fonseca, DMI Kommunikation
20. april 2023

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle