Definitionen på en storm
Storme i Danmark er siden 1891 blevet opdelt i fire klasser afhængigt af deres styrke.
Klasse 1 er ikke ’rigtige’ storme, men betegnes som stormlignende, da de beregnes for middelvindhastigheder fra 20,8-24,4 m/s, hvilket svarer til vindstyrken 9 på Beaufortskalaen (stormende kuling).
Klasse 2 beregnes for middelvindhastigheder fra 24,5 -26,4 m/s. Det svarer til vindstyrke 10 (storm).
Klasse 3 beregnes for middelvindhastigheder fra 26,5 -28,4 m/s. Det svarer til vindstyrke 10 (storm).
Klasse 4 beregnes for middelvindhastigheder lig med eller over 28,5 m/s, svarende til vindstyrke 11 (stærk storm) og vindstyrke 12 (orkan).
Læs mere om admiral Beauforts vindstyrkeskala her.
Læs om hvordan du følger et blæsevejr
Den danske stormliste
På den danske stormliste, der vedligeholdes af DMI, er der siden 1891 registreret 192 storme og orkaner over Danmark – cirka 15 for hvert årti.
Stormlisten finder du her.
Stormene er altså opdelt i kategorierne 1 til 4, hvor 4 er på den allerøverste hylde.
Der optræder 30 klasse 3 og klasse 4 storme siden 1891 på den danske stormliste (17 klasse 3 og 13 klasse 4).
Danmark har 13 gange været hærget af kategori 4-orkaner og storme i de 130 år, DMI har registreret dem.
Den seneste kategori 4-storm på listen er Bodil, der hærgede 5.-6. december 2013. Historien om ’Bodil og det beskidte dusin’ er en længere sag, som du kan læse her.
Du finder en samlet oversigt over danske storme i faktaboksen nederst i artiklen.
Sådan opstår storme
Kort fortalt opstår storm på vores breddegrader, fordi atmosfæren domineres af store temperaturforskelle, typisk kold luft fra nord og varm luft fra syd.
Den varme luft tvinges til vejrs og erstatter den koldere luft der. Fordi varm luft vejer mindre, falder trykket. Fronter dannes, hvor de kolde og varme luftmasser støder sammen. En forstyrrelse (hvirvel) på denne front kan lede til starten på et lavtryk, der hurtigt kan intensiveres til et stort roterende system af vinde omkring lavtryksområdet.
Jo større temperaturforskellen mellem den kolde og den varme luft er, des kraftigere vil lavtrykket kunne blive – med stærke vinde, som hurtigt kan blive skæbnesvangre.
Da temperaturforskel er en del af lavtrykkets ’benzin’, ser vi flere stærke lavtryk om vinteren. Lavtrykkenes udstrækning er gerne flere millioner kvadratkilometer.

Så tit stormer det
Ud over styrken på vinden ser man også på den dominerende vindretning, når stormen peaker og om udbredelsen er regional (mellem 10 og 30 procent af de kystnære områder) eller national (over 30 procent af de kystnære områder).
Fraregner man de stormlignende blæsevejr fra klasse 1, ser statistikken sådan her ud for klasse 2-4:
Stormklasse 1
Antal storme pr. 10 år: 8,2
Stormklasse 2
Antal storme pr. 10 år: 3,7
Stormklasse 3
Antal storme pr. 10 år: 1,3
Stormklasse 4
Antal storme pr. 10 år: 1,0
Stormklasse 2-4
Antal storme pr. 10 år: 6,0
Der går altså ca. 2,7 år mellem en klasse 2 storm, 7,7 år mellem en klasse 3 storm og hele 10,1 år mellem en klasse 4 storm. Klasse 1 blæsevejr forekommer med ca. 1,2 års mellemrum.
Sidste gang, vi havde storm i Danmark, var 27. december 2016 (klasse 2), så det er nu 4,7 år siden. Skal statistikken overholdes, bør vi derfor snarest få en ny storm, men sådan kan man heldigvis ikke se på det.
Storme kommer nemlig ikke med jævne mellemrum. Den korteste periode mellem to storme er én dag. Den længste stormpause i Danmark så vi i årene 1938 til 1949, hvor der var næsten 4.000 dage i træk uden storm.
Kigger vi kun på de stærkeste storme (klasse 4) forekom den seneste (Bodil) 6. december 2013. Kun 39 dage før, 28. oktober 2013, hærgede en anden klasse 4 storm, nemlig Alan!
Der er nu gået 7,8 år siden den seneste klasse 4 storm, så her ligger vi stadigvæk under det statistiske gennemsnit.
Fakta | Danske storme
25.-26. december 1902: Julestormen rammer mange steder i landet med vindstød fra vest på over 35 m/s. Stormen koster mindst fire menneskeliv, forliste skibe, sammenstyrtede huse og betydelige oversvømmelser. (Regional storm/orkan kategori 4).
23.-24. oktober 1921: Ulvsund-stormen, som rasede fra nordlig retning, bliver især kendt, fordi dampskibet S.S. Ulvsund forliser under sejlads mellem København og Nakskov, og de 20 personer om bord drukner. (Regional storm/orkan kategori 4).
17.-18. oktober 1967: Vestenstorm, som resulterer i skader på hangarer og fly i Kastrup, ved Hanstholm undsættes et skib i stormen, og op mod trekvart million træer vælter. Skaderne opgøres til ca. 50 millioner kroner. (Regional storm/orkan kategori 4).
3. januar 1976: Orkanlignende storm fra vest rammer det sydvestlige Jylland. 20.000 mennesker evakueres fra områderne omkring Ribe og Tønder af frygt for stormflodsoversvømmelser. Flere fiskere frygtes druknet. Der bliver enighed om at bygge fremskudte diger ved vestkysten. (Regional storm/orkan kategori 4).
24.-25. november 1981: En fuld orkan rammer det meste af landet fra vest. Der måles vinde over 40 m/s. Digerne gennembrydes af vand i Sønderjylland, hvor vandet steg fem meter over normal vandstand. Mindst én person omkommer i Nordsøen. Skaderne vurderes at koste over 100 mio. kr. at udbedre. (National orkan kategori 4).
18. januar 1983 og igen 13. januar 1984: Begge år optræder regionale vestenstorme i den voldsomste kategori 4.
I 1990 rammer to kategori 4 storme fra henholdsvis sydvest og vest 26. januar og 26. februar. (Regional storm/orkan kategori 4).
9. januar 1991: En stærk vestenstorm rammer. I Vestjylland varsles stormflodsberedskab, og der sker omfattende oversvømmelser bag digerne, fordi Ribe Å og Kongeåen går over deres bredder. En fisker mister livet. (Regional storm/orkan kategori 4).
3. december 1999: I decembermørket hyler den hidtil voldsomste orkan registreret i Danmark. Den kommer fra vest og fører til ødelæggelser for i omegnen af 13 mia. kr. Mindst seks personer omkommer. Uvejret falder sammen med en af årets store julefrokostdage, så mange mennesker vakler rundt i Københavns gader blandt knuste tagsten og nedfaldende kobberplader fra Christiansborg. (National orkan kategori 4).
28. oktober 2013: Allan, en kraftig sydvestenstorm, rammer den sydlige del af landet med rekordstore vindstød. Der bliver målt vindstød på 53,5 m/s (ca. 193 km/t). Mindst to personer omkommer. Ødelæggelser for ca. én mia kr. (Regional storm/orkan kategori 4).
5-6. december 2013: Bodil, en orkanagtig nordvestenstorm rammer Danmark. Bodil dækkede et større område og ’hang’ længere over Danmark end Allan. Der var store oversvømmelser mange steder. (Regional storm/orkan kategori 4).
Af DMI Kommunikation
28. januar 2022