Skybrud eller ej er hovedbrud for meteorologer

Præcist at udpege, om en kommende skylle fortjener betegnelsen skybrud, er et hovedbrud bestående af kaotiske og monstertunge atmosfæriske regnestykker. Når dommen er faldet, skal lokaliteten fastlægges. Det svarer til på forhånd at bestemme, hvor boblerne i den kogende gryde vand dukker op næste gang

Skybrud København

Når meteorologerne advarer om skybrud, husker mange af os 2011, hvor et voldsomt vandkaos udløste milliardregninger. Foto: jonasosthassel/Creative Commons

Sommermånederne er den tid på året, hvor sandsynligheden for kraftige regnbyger er størst. På DMI holder meteorologerne et vågent øje med disse vejrsystemer, for sommetider kan bygerne blive så kraftige, at de havner i kategorien skybrud. For at opnå betegnelsen skybrud, skal der falde mere end 15 mm regn på 30 minutter, hvilket svarer til over 15.000 liter vand på en villagrund med et areal på 1.000 m2.

Regnmængder i denne kaliber, eller mere, kan have enorme konsekvenser for vores samfund. Hvem husker ikke det historiske skybrud, der ramte København den 2. juli 2011. Her faldt der på kort tid mere end 135 mm regn over den centrale del af København, og skaderne løb op i enorme 4,9 milliarder kroner!

At varsle disse skybrud er derfor ikke alene en central del af meteorologernes arbejde, det er næsten som at stå ved eksamensbordet igen.

En byge dannes, men …
Vores vejrprognoser er i dag af en sådan detaljegrad og kvalitet, at de ofte rammer plet i forhold til, hvorvidt der dannes byger eller ej. Udfordringen ligger i at vurdere, om bygerne bliver kraftige nok til at danne skybrud, og her kommer meteorologerne virkelig på arbejde. Meteorologerne ved, at bygerne kommer, men præcis hvor, de rammer, er usikkert. Det kan sammenlignes med at udpege, hvor den næste boble bryder overfladen i en gryde med kogende vand, prøv selv næste gang du koger æg …

Skyer

Vanddamp i atmosfæren er drivkraften for mange skyer og sidenhen dannelse af byger, nogle måske så voldsomme at de giver skybrud! Foto: Pixabay

Det er langtfra alle byger, der bliver så kraftige, at de giver skybrud. Faktisk forekommer det kun ganske få gange i løbet af året, og stort set altid i de varme og fugtige sommermåneder. Forklaringen på dette er ligetil: vanddamp, masser af vanddamp.

Vanddamp, den ”hemmelige ingrediens”
På de fleste sommerdage oplever vi skyer i alle mulige størrelser. Nogle dage er der tale om små fine ”vattotter”, der driver stille med vinden, mens andre dage byder på et inferno af skyer i alle mulige former og størrelser – nogle så store og voldsomme, at de rækker mere end 10 km op i vores atmosfære.

En af hemmelighederne bag denne variation i skyernes størrelse og udseende er vanddamp. Ligesom benzin er drivkraften i mange biler, er vanddamp drivkraften, når det kommer til udvikling af skyer og sidenhen nedbør.

Jo mere vanddamp, der er til stede i atmosfæren, des større er sandsynligheden for at skyerne udvikler sig til de såkaldte cumulonimbus. Cumulonimbus kaldes også skyernes konge, et navn, de med stor sandsynlighed har fået som følge af deres enorme størrelse og dramatiske udseende. Skyerne kan vokse mange kilometer op i atmosfæren og indeholde enorme mængder af flydende vand, og når vandet på et tidspunkt falder mod jordoverfladen, er der ikke længere kun tale om en let sommerbyge.

De enorme skyer kan på kort tid vride massive mængder regn ud af luften og ende som regulære skybrud, men langtfra altid. Men hvad kan så afgøre om det ender med skybrud eller ej? Forklaringen på, om det bliver til regn eller skybrud, skal findes i den måde, hvorpå luften bevæger sig i vores atmosfære.

Luftens bevægelse afgør –  næsten –  alt
Luftens i vores atmosfære bevæger sig på alle mulige måder: op og ned, til tider roligt afsted i den lette sommerbrise og til andre tider voldsomt og kaotisk i alle mulige retninger.

Den hastighed, hvormed luften bevæger sig, aftager typisk jo tættere på jordoverfladen, man kommer, fordi luften bremses op af friktion med overfladen. Luften bevæger sig også i alle mulige retninger og kan således blæse fra syd mod nord ved overfladen, mens vestenvinden dominerer højere oppe i atmosfæren.

Luft i atmosfæren.

Luften kan både ændre retning og hastighed (angivet ved pilenes længde) op gennem atmosfæren, og det spiller en vigtig rolle, når det kommer til skybrud.

Netop luftens hastighed er af afgørende betydning, når det kommer til spørgsmålet skybrud eller ej. Det er nemlig luftens hastighed oppe i atmosfæren, som afgør, hvor hurtigt bygerne bevæger sig hen over vores landskab. Sommetider foregår det i et roligt og adstadigt tempo, mens bygerne til andre tider fejer hen over himlen, og vi knap når at ænse deres tilstedeværelse.

En regnbyge, som dannes på en stille sommerdag, hvor der ikke er megen vind hverken ved overfladen eller oppe i atmosfæren, har typisk en levetid på maks. 15-20 minutter.  Sådanne byger er som oftest ikke forbundet med skybrud, dertil er varigheden simpelthen for kort. Skulle det alligevel ske, skyldes skybruddet ofte meget store mængder vanddamp i atmosfæren, noget der kun sjældent ses i Danmark.

Hvis der derimod er mere bevægelse i atmosfæren, kan regnbygerne leve i længere tid, og det øger alt andet lige sandsynligheden for skybrud. Dog skal de ikke bevæge sig for hurtigt, for i så fald er de væk, inden de får kastet så meget regn af sig, at de fortjener betegnelsen skybrud.

En anden konsekvens af bevægelse i atmosfæren er byger, som organiserer sig på linje. Når det indtræder, kan en lokalitet blive ramt af flere på hinanden følgende byger, igen en faktor der er med til at øge sandsynligheden for skybrud.

Atmosfæren er meget kompleks, når det kommer til hvorledes luften bevæger sig og med hvilken hastighed. Da det samtidig spiller en vigtig rolle i forhold til vurdering af skybrud eller ej, er det af afgørende betydning for meteorologerne at kunne forstå og tolke disse parametre bedst muligt. 

Konklusion: venter vi skybrud eller ej?
At vurdere sandsynligheden for skybrud er altså ikke bare lige til. Meteorologerne skal have fat i den helt store værktøjskasse og udføre et håndværk, der har til formål først at vurdere sandsynligheden for at byger overhovedet dannes, og hvis, hvor de rammer. Derefter skal meteorologen vurdere risici i forhold til, hvor kraftige bygerne bliver og dermed potentialet for skybrud. Hertil skal en nøje vurdering af luftens vanddamp, hastighed og bevægelse foretages – både enkeltvis og op mod hinanden. Kun på denne måde er meteorologerne i stand til at danne sig et overblik over, hvorvidt skybrud er en mulighed eller ej, og det kan til tider være en meget svær øvelse.Uanset hvor meget eller hvor lidt vi ved om atmosfærens tilstand, findes der ingen klare retningslinjer for, hvornår skybrud kan blive en realitet eller ej. Meteorologerne kan med baggrund i en grundig analyse af atmosfæren kun opstille sandsynligheder, der vægter for eller imod skybrud, og træffe de nødvendige valg ud fra disse.

cumulonimbus

Det er fra skyernes konge, cumulonimbus, at de kraftigste byger forekommer, herunder skybrud. Foto: Pixabay

Fakta: Nogle byger har mere magt
Regnbyger fødes af varm og fugtig luft, der stiger op gennem atmosfæren. Ved den såkaldte dugpunktstemperatur fortætter vanddampen i den opstigende luft, og der dannes flydende dråber (også iskrystaller). Når dråberne bliver tunge nok, falder de ud af skyen som regn. Sammen med denne regn sender bygerne også kold luft mod overfladen. Vi har altså at gøre med to luftstrømme: en varm og fugtig luft, der stiger op gennem bygen og en kold luft, der med regnen, søger ned mod jordoverfladen.

Når regnbygerne står stille eller kun bevæger sig ganske langsomt, vil den kolde nedadgående luftstrøm ret hurtigt bremse den varme og fugtige opadstigende luft. Dermed brydes grundlaget for regnbygens videre udvikling og den opløses! Når der er mere bevægelse i atmosfæren, hæmmes denne proces, idet den varme og fugtige opadgående luftstrøm nu adskilles fra den kolde nedadgående luft. Det øger levetiden på regnbygerne og dermed risikoen for, at de kan ende med skybrud!

 

 


Fakta: Byger føder byger
Byger sender både regn og kold luft mod jordoverfladen.

Når den kolde luft rammer jordens overflade, kan den tvinge den varmere luft foran bygen opad i atmosfæren. Det skyldes, at varm luft er lettere end kold luft, og dermed trænger den kolde luft ind under den varme luft, som derved løftes op i atmosfæren.

Når den varme luft tvinges opad afkøles den og ved dugpunktstemperaturen dannes en ny sky, som siden kan udvikle sig til en ny regnbyge, som så igen kan sætte skub i den varme luft foran sig, og på sigt dannes endnu en byge.

Resultatet bliver altså, at den ene byge sætter gang i den anden, som igen sætter gange i den tredje osv. På denne måde kan bygerne organisere sig på linje, og det øger igen risikoen for skybrud!

Af Lars Henriksen
17. maj 2021

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle