Maj 2021: mere våd og kold end sød og mild

Hvis man elsker sol og varme, må maj betegnes, som en helt usædvanlig sløj optakt til sommeren. Mere positivt er det dog, at det ustadige vejr fik sat en stopper for et glødende tørkeindeks i slutningen af april. Find flere detaljer om sol, regn og temperaturer her, samt et bud på, hvordan maj og foråret som helhed ser ud til at ende.

Rapsmarker i maj måned

Rapsmarkerne står flot, selvom maj har svigtet noget på sol og varme. Foto af Jannick Lindblad Nielsen.

Det kan næppe overraske: maj ender til den kølige og våde side. Men hvor vådt og hvor meget koldere ender maj egentlig i forhold til normalen? DMI’s klimatolog, Mikael Scharling, har kigget tallene og månedsprognosen igennem.

Maj ender næsten 2 °C under normalen
Maj har været usædvanlig kold ind til nu, og uden udsigt til markante ændringer på den front, forventes maj at ende på en gennemsnitstemperatur på ca. 9,6 grader. Holder vi det op mod klimanormalen, som er gennemsnittet over 30 år (fra 1991-2020) og lyder på 11,4 grader, ender maj sandsynligvis hele 1,8 °C under normalen. Maj 2021 kan derfor ende med at betegnes som meget kold, og den kan gå hen og blive den koldeste maj i 11 år.
Ifølge klimatolog Mikael Scharling er det dog ikke koldt nok til at ramme en top-10 over de koldeste maj måneder, og der er også et stykke ned til den koldeste maj, der faldt helt tilbage i 1902. Her endte middeltemperaturen på 8,1 °C.

Sandsynligvis den 2. vådeste maj nogensinde målt
Ifølge månedsprognosen vil de kommende uger give nogenlunde normale mængder nedbør for maj.
Hvis det holder, vil vi ende omkring den dobbelte mængde nedbør i forhold til klimanormalen (1991-2020), og måneden kan ende som den 2. vådeste maj, DMI har registreret siden 1874.
Den vådeste maj endte på 138 mm tilbage i 1983.

2. mest solfattige maj
Ofte er der, med modsat fortegn, en sammenhæng mellem mængden af regn og sol. Og det er i den grad også tilfældet denne maj måned. Med udsigt til blot 125 timers sol, ser det ud til, at vi lige akkurat får lidt over halvdelen af, hvad vi kan forvente af maj ud fra klimanormalen.
Ifølge Mikael Scharling kandiderer maj 2021 til at blive den 2. mest solfattige maj siden 1920, hvor de landsdækkende målinger af solskin startede.
Den solfattigste maj blev registreret i 1983 med 103 timer.

Forår 2021 - uden ekstremer
Når vi summerer de tre forårsmåneder op, ser foråret ud til at ende køligt. Det kan gå hen og blive det koldeste forår i 8 år, hjulpet på vej af en tør april kan vi nøjes med at betegne foråret 2021 som vådt, og solmæssigt bliver det det solfattigste forår i 15 år.
Værdierne er dog langt fra så ekstreme for foråret samlet set, som dem vi ser for maj, og der er ingen udsigt til nye top-/bund-10 placeringer.

Find vejrdata for din kommune i DMI’s vejrarkiv

Find klimanormaler her

Find vejrekstremer her

Af klimatolog Mikael Scharling og Herdis Preil Damberg
19. maj 2021.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram