Problemet er det varme hav langs iskanten. Faktisk er overfladevandet i hele Arktis en del varmere, end det plejer at være med 1, 2, 3 og nogle steder hele 4 grader over det normale for årstiden. Og det tærer på isen.
Ifølge Rasmus T. Tonboe, som er havisforsker på DMI, er det endnu ikke afgjort om 2020 bliver den laveste havisudbredelse siden målingerne startede for over 40 år siden.
”Modelberegninger af havisens udbredelse viser, at afsmeltningen bremses i løbet af nogle dage. I så fald bliver det året med næst-lavest udbredelse af havis. Men de relativt høje havtemperaturer i Arktis er bekymrende, og fortsætter afsmeltningen ud over den uges tid, som modellen kan forudsige, er der stadig risiko for, at vi får en ny rekord for den laveste udbredelse af havis. Under alle omstændigheder er det slemt nok, at vi har så lidt havis i Arktis, som vi har nu.”
Sæsonen med åbent vand bliver længere og længere
Hver vinter fryser omkring 10 mio. km2 hav i Arktis til med is. Det svarer til, at der hver dag i gennemsnit fryser et område, der er lidt større end Danmarks landareal.