Vi er 1 mm fra det vådeste efterår i dansk vejrhistorie

Efter en sjaskvåd september og oktober har det længe ligget i kortene, at efteråret kunne gå hen og blive rekordvådt. Hele 9 dage før efteråret er omme mangler nu kun 1 sølle millimeter, før den tidligere rekord fra 1967 er slået, og det kan meget vel ske i løbet af de næste 24 timer.

November har været nogenlunde normal grå og fugtig, men med en september og oktober, hvor regnen bogstaveligt talt har væltet ned, har det længe stået klart, at vi meget vel kunne få en ny historisk rekord i nedbør for efteråret.

November er dog ikke omme endnu og med flere regnvejr som skal passere frem mod månedsskiftet er rekorden ikke endelig endnu – men 1. pladsen er så godt som i hus.

Klimatolog Mikael Scharling er ikke overrasket:

’Efterårets første to måneder var særdeles våde. Derfor har vi længe haft et vågent øje rettet mod, hvor meget regn der er faldet i vores nedbørmålere – og så ser vi selvfølgelig også efter, hvor meget vand der er i vejrudsigterne. Alt peger på, at rekorden bliver slået indenfor de nærmeste dage.’

Rekordvådt år er rykket tættere på

Med den nye efterårsrekord for nedbør er årsrekorden også rykket tættere på. Vi mangler kun 91 millimeter for at slå rekorden for det mest nedbørrige år. Normalt falder der 83 mm regn i december - så det er ikke utænkeligt, at 2019 kommer ind i en top 3.

Af Herdis Preil Damberg
21. november 2019

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle