Roskildevejret 2019: Ret kølig og blæsende festival med regn alle dage, men også med solskin

Ret kølig festival og den koldeste siden 2004

Samlet endte de fire festivaldage med en gennemsnitstemperatur på 13,6°C. Det er det koldeste siden 2004, der også endte på 13,6°C (ligesom 1989, 2000 og 2002). Den koldeste er fra 1984 med blot 11,5°C. Den varmeste festival skal vi tilbage til 1976 for at finde med 21,9°C som gennemsnit for de dengang tre døgn.

I dagene op til musikdagene her i 2019 var det ret varmt, op til 32°C søndag den 30. juni, mens den absolut højeste temperatur på selve festivaldagene blev på blot 19,8°C, registreret fredag den 5. juli. Så lav en højeste temperatur er ikke målt siden 2007, hvor den højeste temperatur blev den samme, 19,8°C. Den allerlaveste højeste temperatur er fra 1984, nemlig 16,4°C. Varmerekorden fra 1976 lyder på 28,7°C, målt dengang lørdag den 3. juli.

Temperaturen i natte- og morgentimerne ved festivalen i 2019 var kølige fra 8,7°C onsdag den 3. juli, toppende med 11,0°C fredag den 5. juli. For at finde de laveste temperaturer, målt i det hele taget på Roskildefestivalen, skal vi tilbage til henholdsvis 1994 og 1989 (blot 4,9°C).

Til tider blæsende og solen kiggede også frem

Før festivaldagen, den 1. juli blæste det en del med vindstød op over 18 m/s, hvilket svarer til hård kuling i stødene. Det blæste også ind i mellem på festivaldagene med vindstød op over 15 m/s (stiv kuling). Det var nok ikke godt for en del pavilloner og i kombination med forholdsvis lave temperaturer for årstiden gjorde blæsten også, at det føltes koldere at være på festival.

Solen tittede heldigvis også frem, mest onsdag 3. juli, toppende fredag 5. juli med næsten 14 solskinstimer.

Ingen festivaldage var helt tørre

Op til musikdagene fra festivalen åbnede den 29. juni 2019 faldt der kun lidt regn i kalenderdøgnet mandag den 1. juli (0,5 mm). På de fire festivaldage, der i år var fra onsdag 3/7 til lørdag 6/7 2019, var der regn på et eller andet tidspunkt af døgnet alle dage, mest torsdag den 4. juli. Søndag den 7. juli, hvor mange pakkede sammen, kom der ingen regn.

Det blev altså en festival i 2019 med regn på et eller andet tidspunkt alle festivaldage, mindst onsdag og fredag, som faktisk blev næsten tørre musikdage. Regn alle festivaldage skete sidst i 2016.

Den vådeste festival er fra 2007, hvor der kom hele 46 mm regn - det meste om torsdagen. Siden 1988, hvor det startede med 4 musikdage, har det kun regnet i alle 4 dage ved kun 4 tilfælde, nemlig 2002, 2004, 2016 og nu i 2019.

Fjorten gange siden festvalen startede i 1971 har det holdt helt tørt.

Se statistikken over både temperaturen og regnmængden hver enkelt dag fra festivalen startede i 1971.

 

Af John Cappelen
Redaktion Anja Fonseca
8. juli 2019

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle