Nattefrosten lurer i næste uge

Efteråret er en drilsk årstid, hvor temperaturen svinger meget, og det understreger de næste dages vejr også ganske fint. Vejret skifter nemlig fra mildt og blæsende til koldt og klart. Og det kan under de rette betingelser nemt give nattefrost i starten af næste uge.

Hvis vinterdækkene ikke er kommet på bilen endnu, og hvis vanterne ligger for langt gemt væk, så er det måske om at få gjort noget ved det. For efter en mild og blæsende weekend, starter næste uge højst sandsynligt ud med nattefrost og dagtemperaturer omkring eller under 10 grader.

Ifølge vagtchef Steen Rasmussen er det markant koldere luft, der strømmer ned over landet fra mandag, og derved bliver temperaturene en del lavere, end hvad vi er vant til.
Det er dog heller ikke 100 % sikkert endnu, om der kommer nattefrost eller ej.

”Det kræver, at vinden aftager, og at det bliver klart vejr om natten. Sker det, får vi de største fald i temperaturene om natten og dermed øget risiko for nattefrost. Risikoen er størst inde i landet lidt væk fra kysterne”, fortæller Steen Rasmussen.

Lavtryk trækker kold luft ned over Danmark

Weekenden byder på passerende lavtryk og en både våd og blæsende frontpassage.  Efter fronten er passeret søndag, dumper et mindre lavtryk ned over landet fra nordvest, og på bagkanten af det strømmer kold polarluft ned over landet fra nordvest.

Om vinden aftager tilstrækkeligt om natten, til at vi får nattefrost, er stadig usikkert, men risikoen er der bestemt, og derfor er der også risiko for rim- og isglatte veje i morgentimerne.

Om kulden bliver hængende eller afløses af lunere luft fra syd, er ret usikkert for nu.

Følg med i landsudsigten.

Af Herdis Preil Damberg
24. oktober 2019.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle