Trængsel på podiepladserne i opgørelse over sommeren 2018

Sommeren 2018 har sat slutspurten ind, og giver i morgen stafetten videre til efteråret. Dermed er det tid til at gøre status over, hvordan den varme årstid har klaret sig i forhold til tidligere somre.

Rekord i middeltemperatur

Med 17,7 grader placerer sommeren 2018 sig på en førsteplads over varmeste somre siden DMI startede de landsdækkende målingerne over temperatur og nedbør i 1874. Pladsen bliver delt med sommeren i 1997.

Rekord i solskinstimer

Når det kommer til solskin, buldrer denne sommer ind på førstepladsen med 802 timer og overhaler den tidligere rekord fra 1947 med hele 32 timer. DMI har opgjort soltimer siden 1920.

Nedbørrekord spulet væk

Trods den meget omtalte tørke fra maj til juli, bliver der langt fra tale om nogen rekord, når det kommer til nedbør. Som klimatolog Mikael Scharling formulerer det: ”En potentiel rekord for mindste nedbør regnede væk i løbet af en relativ våd august.” Således ender sommeren 2018 et pænt stykke nede af ranglisten på en 21. plads.

Selvom det ikke bliver til nogen medaljer på denne front, har det dog stadig generelt været en ganske vandfattig sommer, og Danmark har været ramt af omfattende tørke det meste af sommeren.

Herunder ses den nærmere opgørelse over sommeren 2018 fordelt på de tre aktuelle måneder. Juli endte som den både varmeste, solrigeste og mest vandfattige. 

Af Lærke Hansen
Opdateret 3. september 2018

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle