To potentielle guldmedaljer til sommeren 2018

Vi er nu tilstrækkeligt langt henne i august til, at fremkaldervæsken begynder at gøre sin indvirkning, og billedet af sommeren 2018 står tydeligere og tydeligere frem. Se her, hvordan data tegner sig.

Indenfor kategorierne middeltemperatur, solskinstimer og nedbørsum er der faktisk mulighed for to rekorder!

Middeltemperaturen for sommeren ser pt. ud til at ende på 17,7 °C. Den kan endda hoppe op på 17,8 °C, mens det ikke er særligt sandsynligt, at den falder til 17,6 °C. Hvis den holder sine 17,7 °C vil det være en rekordsommer, som sammen med sommeren 1997 bliver den varmeste sommer siden 1874.

Når det kommer til antal solskinstimer ser det også her ud til, at denne sommer sagtens kan ende med at indtage pladsen øverst på podiet. Hvis prognoserne holder stik, ender vi på omkring 780 timer i selskab med vores nærmeste stjernenabo. Det vil dermed være den solrigeste sommer siden soltime-målingerne begyndte i 1920. Solskinstimer er dog en svær størrelse, så selvom det ser ud til, at den gamle rekord fra 1947 bliver slået, kan det godt ende anderledes.

Sommeren har langt hen ad vejen været overordentlig tør, men den seneste tids regn har gjort en synlig forskel. På nuværende tidspunkt ser det ud til, at sommeren "blot" ender på en 12. plads over nedbørfattige somre siden 1874. Det vil i så fald være den mest vandfattige i 22 år.

Af Lærke Hansen
20. august 2018

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle