Hvor blev vandet af?

Går man en tur langs de danske kyster i dag, vil man hurtigt bemærke, at der, hvor der normalt er vand, kan man nu se sand, sten og andre spændende ting fra havbunden. Både der er væltet rundt på siden vidner om, at det bestemt ikke er hverdagskost i dansk område. Men hvad er det, der sker?

Ifølge oceanograf Jacob Woge, er vandstanden flere steder omkring en meter under normalt niveau, og det er bestemt ikke hvert år, vi oplever det. Det er derimod heller ikke rekord. Den laveste vandstand, vi har oplevet, var på under to meter i forbindelse med december-orkanen i 1999.

Der er flere faktorer, som spiller ind i forhold til, hvorfor det er blevet så kraftigt lavvande.
Dels har vi haft flere dage med østenvind. Det har givet en generelt lav middelvandstand i Østersøen, Indre danske farvande og Kattegat, idet vand presses fra Østersøen ud gennem Kattegat og videre ud i Nordsøen.
Prikken over i’et er til gengæld den kraftige søndenvind, vi har i dag.
Normalt, når vi har kraftige vinde, kommer de fra vestlige retninger. Den kraftige vind, som her til morgen har genereret vindstød af stormstyrke, er fra syd. Og det har skubbet endnu mere vand ud af de danske farvande og trækker fortsat vandstanden nedad de næste par timer.

Vandstanden forventes at være på det laveste i løbet af eftermiddagen, men minima forekommer ikke samtidig for hele landet. Nogle steder vil vandstanden være på det laveste tidligt eftermiddag, mens det andre steder i landet først er engang i aften, at vandstanden igen begynder at stige.

Af Herdis Preil Damberg
29. november 2018.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle