Maj skriver vejrhistorie - bliver Danmarks solrigeste måned

Blå himmel og sol. Sådan husker de fleste allerede nu maj 2018. Og de mange soltimer har efterhånden hobet sig op i en sådan grad, at måneden nu med stor sandsynlighed ender som Danmarks solrigeste

Med omkring 350 soltimer ender maj 2018 som Danmarks solrigeste måned. Det fortæller klimatolog Mikael Scharling, der tirsdag morgen har kigget data og prognoser efter i sømmene.

"Mit mest pessimistiske bud er, at maj ender med 349 soltimer, men det mest sandsynlige er i omegnen af 353 timer", siger klimatologen.

Den nuværende solrigeste måned er maj 2008 med allerede imponerende 347 timer.

DMI har målt landsdækkende soltimer siden 1920. Dermed bliver maj 2018 altså formentlig den solrigeste af 1.180 måneder, som DMI har soltimedata for.

Med maj 2018 som Danmarks solrigeste måned og maj 2008 på andenpladsen, består top-3 over solrige måneder nu udelukkende af maj'er. Den sidste i rækken er nemlig maj 1947 med 330 soltimer.

Beliggenhed, beliggenhed, højtryk

"Maj er en god måned for soltimer", siger Mikael Scharling. 
"Vi er tæt på årets længste dag, og foråret er typisk årstiden med færrest skyer. Det er en strålende kombination".

Maj 2018 har været præget af lange perioder med stabilt højtryksvejr. Det er en vejrtype, som er karakteriseret af få skyer på denne årstid. Og færre skyer betyder naturligt nok mere sol.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 29. maj 2018

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle