Gennemsnitstemperaturen for de fire døgn fra den 25. til den 28. maj blev 16,1°C. Det er usædvanligt højt
Torsdag var det Kristi himmelfart, og fredag havde mange valgt at tage fri fra arbejdet. Dermed fik de med hjælp fra weekenden sammensat en miniferie på fire dage, og det var vejrmæssigt en rigtig god idé.
"Vi havde rigtigt godt vejr. Specielt fredag og lørdag var gode med fuld sol over det meste af landet og temperaturer over 25°C mange steder", siger klimatolog Mikael Scharling.
Vejret var faktisk så godt, at de fire dage fra torsdag til søndag blev den varmeste 'himmelfartsferie' i mange år.
"Gennemsnitstemperaturen for de fire døgn fra den 25. til den 28. blev 16,1°C", siger Mikael Scharling.