Mens du sov steg en Vega-raket mod himlen. Med om bord var satellitten Sentinel-2B, som om få måneder er klar til hjælpe sin søster Sentinel-2A med at få det helt store overblik
Natten til tirsdag sendte Europa endnu et satellit i Sentinel-serien op i rummet. Denne gang var det Sentinel-2B, der med lidt hjælp fra en Vega-raket sluttede sig til søstersatellitten Sentinel-2A, som blev sendt op i sommeren 2015.
"De nu to Sentinel-2-satellitter leverer data fra en optisk sensor i verdensklasse. Den giver både os på de meteorologiske institutter og brugerne billeder af vores klode i ti-meters opløsning. Alle kan se, hvad der foregår, når der ikke er skyer", siger Matilde Brandt Kreiner - projektleder på DMI's leverance af satellit-baserede hav- og is-produkter til Copernicus Marine Service, CMEMS.
