Rekordvarm vinter på Færøerne

Denne vinter har sendt meget lun luft til Nordatlanten. Især i december havde flere steder det rekordvarmt. Færøerne var ingen undtagelse.

Færøerne har lige oplevet sin varmeste vinter. Det fortæller klimatolog ved DMI, John Cappelen.

"Gennemsnitstemperaturen for december 2016 samt januar og februar 2017 endte på 6,1°C. Det slår den tidligere vinterrekord fra 2006 på 5,5°C", siger han.

Til sammenligning endte vinteren 2016-17 i Danmark på 2,8°C. Færøernes vinter var altså mere end 3°C varmere. 6,1°C er desuden 2,2°C højere end gennemsnittet for Færøerne i 30-årsperioden fra 1981-2010.

DMI har målt temperatur på Færøerne siden 1873, men gennemsnittet for de enkelte måneder og for årstiderne er kun beregnet tilbage til vinteren 1890-91.

December slog også rekord

Den rekordvarme vinter kom i hus ikke mindst takket være en rekordmild december og en meget mild februar.

"December satte rekord med 6,9°C. Den gamle fra 1933 lød på 6,6°C. Også februar var tæt på en rekord med 6,0°C, men den er overgået af 1959 med 6,2°C. Vinteren satte desuden to mindre rekorder. Gennemsnittet af vinterdøgnenes laveste temperaturer endte på 4,1°C. Det er rekordhøjt. Det samme gælder gennemsnittet af døgnenes højeste temperaturer, som endte på 8,0°C", siger John Cappelen.

Den meget milde vinter og rekorderne skyldes, at mild luft i lange perioder strømmede ind over Færøerne fra vest og sydvest.

”Mild luft fra Nordatlanten er ofte koblet til nedbør. Derfor kunne man tro, at det også var en våd vinter, men det er ikke tilfældet” siger John Cappelen.

Især januar var meget fattig på nedbør. Årsagen var hyppige højtryk over Skandinavien, som tvang lavtryk og dermed fronter med nedbør til at bevæge sig ad en rute syd om Færøerne.

”Opsummeret var den færøske vinter altså rekordvarm, tørrere end gennemsnittet for 1981-2010 og derudover en anelse solfattig” slutter John Cappelen.

Du kan læse mere om varmen i Nordatlanten i Værd at Vide til højre.

Af meteorolog Klaus Larsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 3. marts 2017.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle