1987 blev hele verden enige om en hurtig aktion mod den voldsomme kemiske nedbrydning af ozonlaget. Senere studier viser, at det var en global katastrofe, vi undgik. Her 30 år efter står Montreal-protokollen som en af de mest succesfulde internationale aftaler, men opgaven er langt fra fuldført. Globale klimaændringer præsenterer nye udfordringer på flere fronter.
Den 16. september 2017 fejrer Montreal-protokollen sit 30 års jubilæum.
Protokollen har til formål at beskytte det stratosfæriske ozonlag. Ozonlaget skærmer alt levende mod dele af Solens ultraviolette (UV-)stråling, der blandt andet forårsager hudkræft og belaster øjne og immunsystem, men - i moderate doser - også bruner os og hjælper os med at producere D-vitamin.
Montreal-protokollen virker gennem regulering af ozonnedbrydende stoffer, de såkaldte ODS'er (ozone depleting substances). Det har den gjort med stor succes. Udledningerne af de fleste ODS-gasser er begyndt at aftage gennem de seneste 15 år. Dog er ODS-gasserne svært nedbrydelige, og koncentrationerne forventes først at være på 1980-niveau i midten af det 21. århundrede.
Vi undveg katastrofen
Det var udelukkende over Antarktis, at ozonlaget for alvor led skade, inden Montreal-protokollen kom til undsætning. Var en tilsvarende nedbrydning af ozon sket over beboede egne, havde konsekvenserne været katastrofale.
I 2009 beregnede NASA, at uden Montreal-protokollen ville ozonhullet fortsætte med at vokse sig større, til ozonlaget pludseligt kollapsede helt på få år omkring 2050. Kollapset ville få mængden af UV, der nåede jordoverfladen, til at eksplodere sammen med antallet af hudkræfttilfælde.
